Nicolai Højgaard ligger nummer 68 i PGA Championship efter flere bogeys og dobbeltbogeys i fredagens runde.
Golfspilleren Nicolai Højgaard raslede fredag tilbage i den samlede stilling ved majorturneringen PGA Championship i USA.Inden anden runde af turneringen indtog den 25-årige dansker en delt 15.-plads.
Det skulle dog ændre sig fredag, hvor Højgaard brugte 75 slag på at komme gennem banens 18 huller. Undervejs blev han noteret for to birdies, tre bogeys og to dobbeltbogeys.
Det sender danskeren ned som en delt nummer 68 inden turneringens tredje og næstsidste runde lørdag. Han ligger samlet fire slag over par.
Højgaard har otte slag op til amerikanerne Maverick McNealy og Alex Smalley, der ligger på en delt førsteplads.
I alt tre danskere stillede torsdag til start i majorturneringen, der spilles på Aronimink-banen lidt uden for storbyen Philadelphia.
Rasmus Neergaard-Petersen indfinder sig ligesom Nicolai Højgaard på en delt 68.-plads, mens Højgaards tvillingebror, Rasmus Højgaard, ligger på en delt 59.-plads.
PGA Tour har endnu ikke offentliggjort præmiepengene ved turneringen.
Sidste år kunne vinderen Scottie Scheffler rejse hjem med en check på 3,42 millioner dollar svarende til 21,8 millioner kroner. Den samlede præmiepulje var på 19 millioner dollar - 121,2 millioner kroner.
PGA Championship spilles over fire dage og slutter søndag.
/ritzau/