Canada åbner ishockey-VM med favoritsejr over Sverige

15. MAJ 2026 • 18:57SPORT

Sverige leverede en solid præstation, men kom alligevel til kort mod Canada, der vandt 5-3 ved VM.

Canadas ishockeyherrer levede fredag op til favoritværdigheden og åbnede VM i Schweiz med en 5-3-sejr over Sverige.

Canadierne startede som lyn og torden og bragte sig foran efter blot to minutter.

NHL-spilleren Ryan O'Reilly fordoblede senere føringen, inden Sverige svarede stærkt tilbage med to scoringer på få minutter i anden periode.

Senere i samme periode bragte Dylan Holloway canadierne foran, men svenskerne formåede kort tid efter at komme på omgangshøjde igen.

Connor Brown fra New Jersey Devils i NHL fik siden den canadiske jubel til at bryde løs, da han scorede godt tre minutter inde i tredje og sidste periode.

Landsmanden Dylan Cozens satte senere det sidste søm i den svenske kiste.

Sverige leverede overordnet set en solid præstation, og spillerne forlod næppe isen uden tro på, at resten af turneringen kan udvikle sig mere positivt.

En del spillere i den svenske trup havde aldrig tidligere optrådt ved VM.

Canada og Sverige er i samme gruppe som Danmarks ishockeyherrer, der senere fredag møder Tjekkiet i deres første VM-kamp.

Andetsteds var Finland og Tyskland i aktion i den anden gruppe. De finske favoritter bragte sig foran 2-0 i tredje periode og vandt siden 3-1.

Finland har nu vundet de seneste fire møder med Tyskland ved et verdensmesterskab.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT