Middlesbrough går efter diskvalifikation af Southampton i spionsag

15. MAJ 2026 • 19:51SPORT

Middlesbrough kræver sanktion mod Southampton og vil have holdet udelukket fra playoff-finale.

Middlesbrough har endnu ikke opgivet håbet om at få en plads i playoff-finalen om oprykning til Premier League.

Efter først at have anklaget Southampton for spionage kræver Middlesbrough nu, at Southampton bliver diskvalificeret.

Southampton bookede tirsdag en plads i oprykningsbraget med en sejr på 2-1 efter forlænget spilletid over netop Middlesbrough. Også Hull er klar til finalen.

Middlesbrough anklagede modstanderholdet for i hemmelighed at have filmet et træningspas før det første semifinaleopgør, som endte 0-0.

Siden har ligaorganisationen EFL sigtet Southampton for brud på reglerne.

Fredag udtrykker Middlesbrough frustration over, at klubben ikke er blevet inddraget i den disciplinærsag, som ligaorganisationen har indledt.

Klubben mener, at den er i besiddelse af "relevante faktuelle beviser" i den påståede spionsag.

Videre lyder det i en meddelelse fra klubben, at den eneste passende reaktion er en sanktion, som forhindrer Southampton i at deltage i finalen.

Ifølge Middlesbrough handler det blandt andet om at "afskrække ethvert fremtidigt forsøg på at opnå en uretfærdig og ulovlig fordel".

Torsdag meddelte EFL, at planen fortsat er, at finalen på Wembley Stadium skal finde sted 23. maj.

EFL har imidlertid advaret om, at kamptidspunktet kan ændre sig afhængigt af den disciplinære høring, som senest finder sted 19. maj.

Tidligere fredag meddelte Southampton, at klubben er begyndt at sælge billetter til finalen til fans.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT