Andreas Christensen er tilbage på banen i Barcelona

29. APR 2026 • 13:28SPORT

Efter at have siddet ude siden december træner Andreas Christensen igen med holdkammeraterne i Barcelona.

Den hårdt prøvede fodboldlandsholdsspiller Andreas Christensen kan efterhånden ane lyset for enden af tunnelen.

Efter flere måneders pause er han nemlig vendt tilbage på træningsbanen i den spanske storklub FC Barcelona.

Det fremgår af klubbens hjemmeside og et opslag på klubbens X-profil.

Andreas Christensen har siden december siddet ude med et delvist overrevet korsbånd, og det kostede ham blandt andet deltagelse i Danmarks afgørende VM-kvalifikationskampe i marts, hvor det som bekendt endte med en fiasko.

Barcelona meddeler intet om, hvornår cheftræner Hansi Flick har mulighed for at benytte sig af den danske forsvarsspiller i kamp.

Andreas Christensens karriere har helt generelt været præget af mange og langvarige skader.

Problemer med den ene læg betød for eksempel, at han gik glip af stort set hele sidste sæson, hvor han kun var på banen i fem ligakampe.

I denne sæson har han indtil videre optrådt i 17 kampe på tværs af turneringer. Kun fire gange har han været i Barcelonas startopstilling.

Andreas Christensen var ikke den eneste, der onsdag gjorde comeback på træningsbanen. Også den stærke angriber Raphinha var tilbage efter at have været ude i en måneds tid.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT