Mand i New Mexico anklages for at have sat ild til Tesla-biler
Med brandbombe skal mand have beskadiget to Tesla-biler. Han skrev angiveligt også "Dø Elon" på bygning.
En mand i USA anklages for at have sat ild til to biler hos en Tesla-forhandler og for at have skrevet "Dø Elon" hen over en bygning.Det oplyser landets justitsministerium mandag.
Anklagerne er de seneste i en række meldinger om angreb mod elbilproducenten Tesla, der har rigmanden Elon Musk i spidsen.
Musk er blevet mål for kritik, efter at han under præsident Donald Trump har indtaget en rolle i USA's Departement for Regeringseffektivitet (Doge).
Det har til formål at gennemføre store nedskæringer i det føderale USA.
To Tesla-biler blev "slemt beskadiget" i angrebet, der fandt sted 9. februar i Albuquerque i delstaten New Mexico.
Her blev en brandbombe smidt ind i et udstillingslokale, hvor bilerne stod.
Samtidig blev væggene i udstillingslokalet spraymalet med slagord, der koblede Musk og Tesla til nazisme.
Den anklagede i sagen er den 40-årige Jamison Wagner, som har bopæl i Albuquerque.
Han er også anklaget for at stå bag et andet angreb med en brandbombe, der var rettet mod et kontor tilhørende delstatens republikanske parti.
Hvis Wagner findes skyldig i de to tilfælde af hærværk ved brand eller sprængstoffer, risikerer han at få en fængselsstraf på op til 20 år for hver anklage, siger justitsministeriet.
- Lad dette være den sidste lektie for dem, der deltager i den igangværende bølge af politisk vold, lyder det fra justitsminister Pam Bondi i en udtalelse.
- Vi vil anholde jer, vi vil retsforfølge jer, og vi vil ikke forhandle (med jer, red.). Forbrydelser har konsekvenser, lyder det videre.
I marts forslog Trump, at personer, der begår hærværk mod biler fra Tesla deporteres til et fængsel i El Salvador.
Flere Tesla-forhandlere og en række biler i både USA og andre lande er blevet udsat for hærværk, og selskabets aktier har ligeledes haft det hårdt på børsen.
Musk har flere gange i år fået opmærksomhed efter offentlige optrædener.
Da Trump i januar blev taget i ed fik Musk særligt opmærksomhed for en armbevægelse på scenen i Washington D.C. ved et hyldestarrangement for Trump.
Musk slog sig selv på brystet med højre hånd, inden han strakte en hævet højre arm frem foran sig selv med håndfladen nedad. Kort efter gentog han bevægelsen.
Mens nogle kritiserede bevægelsen og mente, at der var tale om en nazihilsen, har andre sagt, at hans intentioner var uklare, og at folk har tolket for meget på hændelsen.
- "Alle er Hitler"-angrebet er så slidt ("sooo tired", red.), skrev Musk blandt andet selv og kaldte det et "beskidt trick".
/ritzau/AFP