Israel har sendt udspil til ny våbenhvile i Gaza
Israel kræver i nyt forslag, at Hamas overdrager sine våben, før krig i Gaza kan slutte, siger Hamas-talsmand.
Egypten har mandag modtaget et israelsk udkast til en aftale om en midlertidig våbenhvile i Gaza samt et forslag om at påbegynde forhandlinger om en permanent våbenhvile i det palæstinensiske område.Det oplyser unavngivne kilder til den egyptiske tv-station Al Qahera News.
Egypten har overdraget udkastet til den militante bevægelse Hamas, som endnu ikke har givet en officiel tilbagemelding.
Men allerede mandag aften står det klart, at der er flere elementer i forslaget, som Hamas er uenige i. Det siger talsmanden Sami Abu Zuhri.
I forslaget bliver Hamas' hovedkrav - at Israel skal forpligte sig til fuldstændigt at indstille kamphandlingerne - ikke imødekommet, siger ham.
Samtidig foreslår Israel ifølge Hamas-talsmanden, at den militante bevægelse skal overdrage sine våben i den næste fase af forhandlingerne.
Det vil Hamas aldrig gå med til, lyder det fra Sami Abu Zuhri.
- At overdrage modstandsbevægelsens våben er en million røde linjer og er ikke noget, der vil blive overvejet eller diskuteret, siger han.
Den egyptiske tv-station Al Qahera News omtaler ikke nogen detaljer fra det israelske forslag, og Israel har heller ikke selv meldt noget ud.
Egypten har løbende været mægler i forhandlingerne om en våbenhvile mellem Israel og Hamas.
Parterne blev i begyndelsen af året enige om en våbenhvile, som trådte i kraft 19. januar. Den varede indtil 18. marts.
Det var første gang siden slutningen af 2023, at der var en længere pause i kamphandlingerne i Gaza.
Ud over at krigshandlingerne blev indstillet, blev en række israelske gidsler frigivet af Hamas i perioden.
Siden brød våbenhvile sammen, og den humanitære situation i Gazastriben er i dag den værste, der har været, siden krigen begyndte i 2023, vurderer FN's kontor for koordinering af humanitære indsatser (OCHA) ifølge AFP.
Ifølge FN er der ikke kommet nye forsyninger ind i Gaza i halvanden måned.
Det betyder, at hjælpearbejdere nu er begyndt at rationere for at få de tilbageværende ressourcer til at række så langt som muligt.
/ritzau/Reuters