Håndboldstjerne raser over fyring: Kan ikke sætte ord på skuffelse
Jim Gottfridsson varsler retlige skridt mod Pick Szeged, der har ophævet hans kontrakt efter ni måneder.
Efter en lang årrække i internationale topklubber står den svenske håndboldstjerne Jim Gottfridsson pludselig uden arbejde.Den ungarske storklub Pick Szeged har revet den treårige kontrakt med den rutinerede svensker over efter blot ni måneders samarbejde. Det bekræfter en uforstående Gottfridsson selv på Instagram.
- Det er sket uden begrundelse eller forudgående dialog i strid med alle skrevne og uskrevne regler i den sport, jeg elsker, skriver Jim Gottfridsson.
Den 33-årige playmaker skiftede til Pick Szeged sidste sommer efter at have været en bærende kraft i tyske Flensburg-Handewitt gennem 12 sæsoner.
Aftalen med Pick Szeged skulle have været et sidste eventyr i en lang karriere, forklarer han i sit opslag.
- Jeg ville have afsluttet min professionelle karriere her. Jeg så min og min families nærmeste fremtid i denne fantastiske by.
- Jeg kan ikke sætte ord på min skuffelse og havde aldrig forestillet mig, at en klub med så stor anseelse ville tilsidesætte alle sportsetiske regler og love af grunde, som jeg ikke er klar over, skriver Jim Gottfridsson.
Klubben bekræfter ophævelsen i en kortfattet meddelelse på sin hjemmeside.
- Vores mål og ambitioner er uændrede. Holdet stræber fortsat efter de højeste mål i fremtiden. Vi takker Jim Gottfridsson for hans arbejde, og vi ønsker ham stor succes i den fortsatte karriere, lyder det fra klubbens bestyrelsesformand, Edward Papp.
Det gør ikke sagen mindre bemærkelsesværdig, at Pick Szegeds cheftræner er Sveriges landstræner Michael Apelgren.
Overfor det svenske medie Aftonbladet oplyser landsholdets pressechef, at Apelgren "ikke har mulighed for at tale lige nu".
Jim Gottfridsson slår fast, at han betragter kontraktopsigelsen som lovstridig og agter at tage retlige skridt for at "forhindre, at noget lignende kan ske for andre spillere i Ungarn i fremtiden".
Uden Gottfridsson spillede Pick Szeged sig tidligere på ugen videre fra ottendedelsfinalen i Champions League med en samlet sejr over Kielce fra Polen.
/ritzau/
