Seixas bryder fransk cykelforbandelse i regnfuld finale
I silende regn forsvarede Paul Seixas sin samlede føring på sidste etape af Baskerlandet Rundt.
Fransk cykelsports næsten to årtier lange sejrstørke er omsider blevet brudt.For første gang i 19 år vandt en rytter fra det traditionsrige cykelland et etapeløb på øverste niveau, da Paul Seixas (Decathlon) med succes forsvarede sin samlede førsteplads på sidste etape af Baskerlandet Rundt.
Ikke siden 2007, hvor Christophe Moreau triumferede i Critérium du Dauphiné, har en franskmand stået øverst på sejrsskamlen efter et World Tour-etapeløb.
Seixas indledte sidste etape med et komfortabelt forspring på to et halvt minut til nærmeste rival, Florian Lipowitz (Red Bull), og havde helt som ventet ingen problemer med at holde tyskeren på afstand på den 135 kilometer lange slutetape.
Den blev i silende regn lidt overraskende vundet af den 20-årige amerikaner Andrew August fra Ineos-holdet, som kørte alene over målstregen efter et veltimet angreb i slutfasen.
Mattias Skjelmose (Lidl-Trek) jagtede oprejsning for fredagens store tidstab og gik tidligt i udbrud med spanieren Marc Solér og ireren Ben Healy.
Trioen fik midlertidigt selskab af Peter Øxenberg, men den unge dansker kunne ikke hænge på i længden, og med 25 kilometer igen blev også de øvrige udbrydere opslugt af en stor forfølgergruppe.
Herfra blev det hele genstartet, og rytterne blev spredt for alle vinde på den sidste, syv kilometer lange stigning kort før mål. Andrew August slap afsted og trampede sig til karrierens blot anden professionelle sejr.
En anden af dagens store vindere blev norske Tobias Halland Johannessen, der var del af den store udbrudsgruppe og vandt mere end tre minutter i forhold til rytterne i topstriden.
Dermed avancerede han otte pladser i den samlede stilling og sluttede løbet på en tredjeplads.
/ritzau/
