Ukraines militær har talt 469 russiske brud på påskens våbenhvile
Rusland har angiveligt sendt hundredvis af droner mod Ukraine trods våbenhvile. Rusland melder også om angreb.
Ukraines militær har registreret 469 krænkelser af påskevåbenhvilen fra russisk side, meddeler militæret.Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
Blandt krænkelserne, efter at våbenhvilen trådt i kraft lørdag, er knap 300 russiske droneangreb samt 57 luftangreb, hvor der blev nedkastet 182 bomber.
Men inden da blev der også angrebet, meddeler militæret.
- Derudover indsatte fjenden 3928 kamikazedroner og udførte 2454 beskydninger mod beboede områder og vores soldaters positioner, skriver det ukrainske militær ifølge AFP på Facebook.
Det er ikke umiddelbart oplyst, om der er dræbte eller sårede i forbindelse med angrebene.
Guvernørerne i de to russiske regioner Kursk og Belgorod meddeler, at ukrainske droner har angrebet mål i de to regioner. I alt skal fem mennesker være såret.
Det er ikke umiddelbart muligt at få oplysningerne bekræftet fra uafhængig side.
Våbenhvilen varer fra lørdag 11. april klokken 15 dansk tid til slutningen af dagen 12. april. I alt 32 timer.
Den russiske præsident, Vladimir Putin, meddelte torsdag, at han ville indføre våbenhvilen hen over den ortodokse påske.
Kort efter sagde hans ukrainske modpart, Volodymyr Zelenskyj, at også Ukraine vil overholde våbenhvilen til og med søndag.
I den tale, Zelenskyj hver aften lægger ud på sociale medier, nævner han ikke noget om overtrædelser af våbenhvilen.
Men han siger, at han gerne så den vare længere.
- Det vil være det rigtige, hvis våbenhvilen fortsætter ud over denne periode, siger han.
- Vi har foreslået Rusland dette, og hvis Rusland endnu en gang vælger krig frem for fred, vil det vise hele verden - og især USA - hvem der ønsker det, siger Zelenskyj ifølge Reuters.
USA's præsident, Donald Trump, har før beskyldt Zelenskyj for at være den, der står i vejen for en fredsaftale mellem Rusland og Ukraine.
/ritzau/
