Storspillende Hoxer løfter Aalborg tilbage på sporet

11. APR 2026 • 17:38SPORT

Aalborg nedkæmpede et velspillende Skjern-hold og tog revanche for nederlaget i Fredericia.

Efter choknederlaget til Fredericia er Aalborg Håndbold tilbage på ret kurs i mændenes håndboldslutspil.

I en intens forestilling i Gigantium vandt guldfavoritten lørdag eftermiddag 32-23 over Skjern og sikrede sig sine første to point i slutspilsgruppen.

Det kunne nordjyderne i høj grad takke den storspillende landsholdsback Mads Hoxer for.

På en dag, hvor andre profiler som Thomas Arnoldsen og Sander Sagosen havde for stor spildprocent, var den 25-årige højreback brandvarm fra bagkæden.

Det var Hoxer, der sørgede for, at Aalborg trak fra i slutningen af første halvleg. Og det var ham, der trådte frem, da hans hold var ved at smide en solid føring væk umiddelbart efter pausen.

Skjern var ellers godt med i lange perioder. Med en stærk Christoffer Bonde i målet og med Mads Mensah som omhyggelig styrmand spillede gæsterne glimrende i halvanden halvleg, men blev fældet af fem dårlige minutter efter pausen.

Pludselig blev der lavet tekniske fejl, som man indtil da havde undgået, og afslutningerne mod Niklas Landin blev mere og mere paniske.

Det gav Aalborg fire mål i træk og en føring på 26-19 ti minutter før tid. Da var kampen afgjort, og hjemmeholdet løb sig til en komfortabel sejr.

Den indbringer Aalborg to point oven i de to, som holdet fik som belønning for at vinde grundspillet.

Nordjyderne lægger sig dermed i spidsen for gruppe 1 foran GOG og Fredericia, der mødes på Sydfyn senere lørdag.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT