Guardiola frygter ikke stramt kampprogram

24. NOV 2025 • 11:44SPORT

Fra tirsdag og 26 dage frem skal Manchester City spille otte kampe. Det glæder træner Pep Guardiola.

Manchester City-træner Pep Guardiola har de seneste sæsoner været blandt de vægtige stemmer i koret, som har brokket sig over det slid, der er på spillerne på grund af det tætte kampprogram i Premier League.

Men på den anden side lever og ånder han for succes, og det kræver, at hans hold når langt i flere turneringer.

Så selv om han gerne ser, at turneringerne får færre kampe, er han sikker på, at hans hold kan håndtere et stramt kampprogram. Det siger han, forud for at Manchester City fra tirsdag og 26 dage frem skal spille otte kampe.

- Vi er vant til det. Vi har vundet The Treble og Quadruple på den måde, siger den spanske træner ifølge Reuters.

- Vi ønsker det. The Treble og Quadruple er kommet i hus ved, at vi har spillet lørdag og torsdag, så tirsdag og fredag og fredag og søndag. Det er ikke et problem.

Manchester City spiller i denne sæson med i Premier League, Champions League, FA Cup og Carabao Cup.

I Champions League ligger holdet godt til i ligaspillet, i Carabao Cup er City fremme ved kvartfinalerne, mens man endnu ikke er trådt ind i FA Cup.

Lagt sammen med de 38 spillerunder i Premier League kan det potentielt give holdet op til 67 kampe i sæsonen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT