GOG taber vigtige skridt i topkampen
Ribe-Esbjergs håndboldherrer leverede stærk fight og vandt 32-30 over GOG i Herreligaen.
GOG mistede fredag aften vigtige point i kampen om førstepladsen i Herreligaens grundspil, da de fynske håndboldherrer tabte 30-32 til Ribe-Esbjerg på udebane.De vestjyske værter leverede stærk fight og var foran det meste af kampen, mens GOG kæmpede med at finde rytmen og lavede en del tekniske fejl.
Med nederlaget taber GOG et vigtigt skridt i duellen med Aalborg Håndbold om grundspillets førsteplads. Med tre kampe tilbage har fynboerne 35 point, mens Aalborg mangler fire kampe og har 37 point.
I den anden ende af tabellen var sejren tiltrængt for Ribe-Esbjerg, der fik øgede afstanden til fire point ned til Grindsted og KIF Kolding på de to nederste pladser i tabellen. Sidstepladsen rykker direkte ud.
Opgøret fredag aften startede jævnbyrdigt mellem de to mandskaber. Svenske Linus Persson sørgede med et par scoringer for, at GOG fik skabt en lille føring, som værterne dog hurtigt fik lukket.
GOG lavede hen mod pausen mange tekniske fejl, og så kunne værternes Alfred Jönsson føre an i, at Ribe-Esbjerg trak fra og ved sidebyttet førte med tre.
De fynske fejl fortsatte i den første del af anden halvleg, hvor den vestjyske føring voksede til fem scoringer.
Med lidt mere end ti minutter tilbage gjorde Alfred Jönsson det til 27-23 med sin sjette scoring i kampen, men derfra var det som om, at værterne blev ramt af lidt gummiarm.
Angrebsspillet havde ikke længere samme flow, og det gav GOG mulighed for at komme tilbage og skabe en tæt afslutning.
I de sidste minutter angreb GOG for en udligning, men fynboerne leverede på ny en teknisk fejl, og i stedet øgede venstrebacken Elvar Asgeirsson det til 31-29 i den anden ende.
Asgeirsson lukkede også kampen i de sidste sekunder med en scoring til 32-30.
/ritzau/