Møller skal møde US Open-vinder: Han er ligesom alle andre

30. MAR 2025 • 08:33SPORT

Elmer Møller skal søndag møde Marin Cilic, som tidligere i karrieren har vundet en grand slam-turnering.

Elmer Møller har haft en forrygende uge i spanske Girona.

Tennisspilleren, der efter Holger Rune er næstbedst på herresiden i Danmark, har ikke givet et eneste sæt fra sig, og søndag står han i finalen i en Challenger-turnering - niveauet lige under ATP Tour.

Og det er ikke hvem som helst, der venter den 21-årige dansker i kampen om turneringssejren søndag klokken 12.

Elmer Møller skal således op imod den tidligere US Open-vinder Marin Cilic, som på sine ældre dage færdes på lidt lavere niveau end tidligere.

Han slår dog fortsat en proper næve, men Elmer Møller tager udfordringen med ophøjet ro, fortæller han til DR Sporten.

- Det er en stor mulighed og også lidt et privilegium at få lov at møde sådan nogle spillere. Men ud over det bruger jeg ikke så meget tid på det. Jeg tænker, at det er en modstander ligesom alle andre, siger han til DR Sporten.

- Han er jo stadig mega dygtig, han vandt en ATP-turnering sidste år, men jeg må bare gå ind og prøve at spille mit spil og håbe på, at det er nok, siger han.

36-årige Marin Cilic vandt sidste år en ATP 250-turnering i Kina, og tidligere i år spillede han en god ATP 500-turnering i Dubai, hvor han for eksempel slog verdens nummer 11, Alex de Minaur.

Elmer Møller har på den anden side haft en svær periode, efter at han ellers viste forrygende niveau, da han vandt den afgørende kamp i Danmarks Davis Cup-sejr over Serbien i begyndelsen af februar.

Men i denne uge har den unge dansker været uimodståelig på gruset i Girona, og søndag kan han vinde sin første titel i 2025.

Elmer Møller er lige nu placeret som nummer 156 i verden, men ugens resultater i Spanien betyder, at han før finalen ligger til at springe helt frem som nummer 139 på den verdensrangliste, der opdateres mandag.

En finalesejr kan sende ham helt op omkring en placering som nummer 125.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT