Garvet englænder skal redde Nottingham Forest

21. OKT 2025 • 10:16SPORT

Sean Dyche er ny manager for Nottingham Forest, der kæmper for overlevelse i Premier League.

Det bliver 54-årige Sean Dyche, der skal forsøge at vende bøtten for kriseramte Nottingham Forest.

Tirsdag er han blevet ansat på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2027. Det oplyser fodboldklubben på sin hjemmeside.

- Dyche er en respekteret og erfaren Premier League-manager, og han bringer den perfekte blanding af karakter, taktisk indsigt og dokumenterede præstationer til at guide klubben igennem dens næste kapitel, skriver klubben.

I slutningen af 1980'erne var Dyche tilknyttet klubbens ungdomsafdeling, men han brød aldrig ind på klubbens førstehold. Hans professionelle karriere foregik i de lavere engelske rækker, men som fodboldtræner har han fundet vej til øverste niveau.

Sean Dyche stod senest i spidsen for Everton, men han er mest kendt for sine ti år i spidsen for Burnley i perioden 2012-2022.

Han bliver den tredje manager til at stå i spidsen for Premier League-klubben i denne sæson.

Nuno Espírito Santo var Nottinghams manager på andet år, da sæsonen blev indledt, men efter en sløj sæsonstart fik han sparket i september.

Efterfølgende overtog Ange Postecoglou jobbet, men efter otte kampe fik han sparket uden at have nået at vinde med Nottingham.

Undervejs i hans korte tid i Nottingham Forest tabte klubben hjemme til FC Midtjylland i Europa League.

Klubben har hentet fem point i otte kampe og ligger på en nedrykningsplads i Premier League. Det er en kontrast til den seneste sæson, hvor Nottingham helt til det sidste kæmpede med om at kvalificere sig til Champions League.

Sean Dyche debuterer torsdag aften hjemme mod FC Porto i Europa League.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT