Ehlers og Andersen lider første NHL-nederlag i sæsonen

21. OKT 2025 • 06:55SPORT

Nikolaj Ehlers lavede en assist og fik to udvisninger, da Carolina tabte 1-4 i Las Vegas.

Den danske NHL-duo med forward Nikolaj Ehlers og målmand Frederik Andersen er for første gang i sæsonen blevet besejret i verdens stærkeste ishockeyliga sammen med holdkammeraterne i Carolina Hurricanes.

Tidligt tirsdag morgen dansk tid skøjtede danskerne af isen efter et 1-4-nederlag ude til Vegas Golden Knights.

Nikolaj Ehlers udmærkede sig med en assist til sit holds 1-2-reducering i begyndelsen af anden periode. Den rappe nordjyde førte pucken fra egen zone og ned i den modsatte ende, hvor han overlod scenen til holdkammeraten Sebastian Aho, som scorede.

Senere i samme periode måtte Ehlers to gange en tur i straffeboksen for at afsone en udvisning.

I målet præsterede Frederik Andersen 21 redninger på 24 forsøg. Han var pillet ud til fordel for en ekstra markspiller, da Carolina i slutminutterne jagtede et comeback, men i stedet indkasserede et ekstra mål.

Trods nederlaget topper Carolina fortsat østkonferencen i NHL med fem sejre efter de første seks spillerunder. Vegas Golden Knights topper vestkonferencen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT