Menneskerettighedsdomstol giver borger medhold i sag om Paludan

21. OKT 2025 • 14:55UDLAND

Dansk dom over tweet om Rasmus Paludan var i strid med ytringsfriheden, mener Menneskerettighedsdomstolen.

Danmark krænkede Mathias Friis Mortensens ret til ytringsfrihed ved at dømme ham for at kalde Rasmus Paludan "nazist".

Det har Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg fastslået i en dom tirsdag.

Mathias Friis Mortensen skrev følgende om Rasmus Paludan på det daværende Twitter i 2021, efter at en dansk Twitch-streamer var blevet anholdt for at kalde en betjent for "idiot":

- Lad mig lige forstå det rigtigt.. Rasmus Paludan må gerne være nazist, brænde koraner, sige forfærdelige ting om folk alene på baggrund af deres etniske herkomst, men @MarckozHD (streameren, red.) bliver anholdt for at kalde en politibetjent en idiot?

Mathias Friis Mortensen blev efterfølgende dømt for æreskrænkelse, fordi der ifølge den danske domstol ikke var tilstrækkelig begrundelse for at betegne Rasmus Paludan som "nazist".

Den danske dom var dog i strid med artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som beskytter ytringsfriheden, mener Menneskerettighedsdomstolen.

Det glæder Mathias Friis Mortensen:

- Jeg har kæmpet i flere år for at få anerkendt, at mit opslag ikke var et personangreb, men en kommentar til et åbenlyst dobbeltmoralsk system.

- Det er en lettelse, at Menneskerettighedsdomstolen nu har slået fast, at jeg havde ret til at ytre mig, siger Mathias Friis Mortensen i en pressemeddelelse.

Hans advokat Claus Bonnez mener, at dommen sætter en klar grænse for, hvor langt de danske domstole kan gå i forhold til at "straffe borgeres ytringer om offentlige personer".

- Det er en vigtig sejr for ytringsfriheden - ikke kun for vores klient, men for alle, der deltager i den offentlige debat i Danmark, siger Claus Bonnez.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT