Mbappé udbygger vild målstime i Real Madrid-sejr
Kylian Mbappé har scoret i 11 kampe i træk. Søndag blev han matchvinder for Real Madrid, der vandt 1-0.
Den franske stjerne Kylian Mbappé er i pivgod målform for tiden.Søndag aften blev han matchvinder for Real Madrid, der ellers længe kæmpede i forstaden mod Getafe. Ti minutter før tid dukkede angriberen op og sørgede for en 1-0-sejr til hovedstadsklubben.
Det var 11. kamp i træk på tværs af klub- og landshold, at Mbappé fik målnettet til at blafre. Sidst han forlod en fodboldbane uden at komme på tavlen, var 30. august.
I La Liga har franskmanden i sæsonen scoret ti mål i ni kampe, mens det i Champions League er blevet til fem fuldtræffere i to opgør.
Med sejren går madrilenerne ind til næste weekends El Clasico mod FC Barcelona på førstepladsen. Catalanerne er inden mødet to point efter på andenpladsen, og dermed er duksepladsen altså på spil i store topopgør.
Det var ikke bare sådan lige for Real Madrid at få de tre point søndag aften mod et Getafe-mandskab, der ligger i den nederste halvdel af tabellen.
Real Madrid havde bolden meget, men skabte ikke det store, og sådan var det i det meste af opgøret.
Som anden halvleg skred frem, blev det madrilenske pres dog tungere.
Og da Getafes indskiftede Allan Nyom efter et minut på banen fik et direkte rødt kort, blev opgaven tæt på umulig for holdkammeraterne.
Blot halvandet minut senere gik den så heller ikke længere.
Mbappé modtog bolden på kanten af feltet, inden han vendte rundt på førsteberøringen og sparkede bolden i kassen via stolpen.
Da værterne kort efter modtog et rødt kort yderligere, var et comeback tæt på umuligt.
Alligevel formåede værterne i tillægstiden at tilspille sig en gylden chance for point, men Thibaut Cortouis i Real Madrid-målet viste, at han ikke var lullet i søvn og reddede gæsterne.
/ritzau/