Frisparksperle sætter England i gang mod Letland

24. MAR 2025 • 22:45SPORT

England skulle bruge en flot frisparksscoring fra Reece James for at få hul på bylden mod Letland.

For første gang siden 2022 var Reece James mandag aften en del af startopstillingen på Englands fodboldlandshold, og han kvitterede for tilliden med lidt af en perle.

Direkte på frispark krøllede Chelsea-kaptajnen bolden i nettet langt udefra og satte på den måde England i gang i VM-kvalifikationskampen mod Letland.

I anden halvleg blev føringen udbygget to gange, så England vandt opgøret på Wembley med 3-0. Dermed har England åbnet VM-kvalifikationen med to sejre, og den nye landstræner Thomas Tuchel har fået en god begyndelse.

Det var dog lige ved at begynde med et chok for englænderne. Efter 19 minutter kiksede kommunikationen mellem forsvarsspiller Marc Guehi og keeper Jordan Pickford, og pludselig havde Vladislavs Gutkovskis en helt åben chance.

Den lettiske angriber skulle blot ramme det tomme mål, men formåede at sparke i sidenettet.

Både før og efter den situation var England i maksimal kontrol og forsøgte konstant at lirke den lettiske defensiv op. Letterne kæmpede heroisk, og derfor skulle England altså bruge et frispark for at få hul på bylden.

Det skete efter 38 minutter, da Reece James smukt scorede sit mål til 1-0. Jubel var der dog ikke meget af. Han lignede mest af alt en mand, der var indebrændt over flere år, hvor han har set landsholdsfodbold fra sofaen.

Chelsea-kaptajnen har gennem flere perioder været plaget af skader, som har holdt ham ude af landsholdsvarmen, men mandag viste han god form i sin landskamp nummer 18 og kom på måltavlen for første gang.

I anden halvleg kunne Letland ikke længere holde intensiteten, og derfor blev englændernes chancer større. Efter 64 minutter skulle Harry Kane have scoret, da han fik chancen inde i feltet. Han tog revanche fire minutter senere.

Declan Rice fik bolden efter et hidsigt dybdeløb, og fra baglinjen lagde han den på tværs til Kane, som denne gang umuligt kunne undgå at score.

Eberechi Eze slog sømmet i den lettiske kiste, da han fandt nettet efter 73 minutter. Crystal Palace-spilleren driblede sig vej ind i feltet, hvor han forsøgte med en afslutning, som blev rettet af og snød keeperen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT