Flere år uden succes hænger over Pittsburgh og Rodgers
Pittsburgh Steelers og Aaron Rodgers kan se tilbage på skuffende oplevelser i de seneste års slutspil i NFL.
Pittsburgh Steelers har ikke vundet en kamp i NFL-slutspillet i snart ni år.Natten til tirsdag dansk tid står et af ligaens bedste forsvarshold Houston Texans i vejen og truer med at forlænge den kedelige stime for Pittsburgh Steelers.
Seks gange siden 2017 har Pittsburgh Steelers tabt i slutspillet. De seneste fem nederlag er kommet i første runde i slutspillet.
Det bliver den 42-årige quarterback Aaron Rodgers, der skal forsøge at lirke Houstons stærke forsvar op i sin måske sidste kamp i en 21 år lang karriere.
Efter denne sæson står Aaron Rodgers nemlig uden kontrakt, og NFL-legenden har endnu ikke besluttet, om han fortsætter karrieren.
Pittsburgh Steelers valgte i sommer at lave en kort aftale på et år med Aaron Rodgers, som med pasninger for 3322 yards og 24 touchdowns i 16 kampe har levet op til tilliden.
Når det gælder kampe i slutspillet har Aaron Rodgers akkurat en positiv statistik, der hedder 11 sejre i 21 kampe. Men den seneste sejr i slutspillet daterer sig helt tilbage til 2020, da han spillede for Green Bay Packers.
Op til kampen mod Houston Texans er stjernereceiveren DK Metcalf tilbage efter to kampes karantæne for et slag mod en tilskuer.
- Han er receiver nummer et, så det er godt at have ham tilbage. Han er meget taknemmelig for at være tilbage. Og vi er alle taknemmelige for at have ham tilbage, siger Rodgers ifølge Reuters.
Veteranen har mærket presset i stort set hele sæsonen, og det var først i den sidste kamp i grundspillet, at Pittsburgh Steelers sikrede sig avancement til kampen mod Houston Texans.
Det skete med en kneben sejr på 26-24 over Baltimore Ravens, som kun var et misset field goal i sidste sekund fra at sende Pittsburgh ud.
- Det føltes godt at lukke munden på alle kritikerne, siger Rodgers til ligaens hjemmeside.
- Nu er tavlen ryddet, og alle kan forsøge at give det et skud. Vi har vundet fire ud af vores seneste fem kampe, så jeg kan godt lide vores chancer.
/ritzau/
