Valverdes tordenfod leder Real Madrid forbi byrivaler
Federico Valverde bragede Real Madrid i front efter godt et minut, da Atlético blev slået 2-1 i Super Cuppen.
Med en sejr på 2-1 over Atlético Madrid sørgede Real Madrid for, at finalen i årets spanske Super Cup bliver et El Clasico-opgør.Onsdag vandt FC Barcelona overlegent den første semifinale i Saudi-Arabien over Athletic Bilbao med 5-0.
Duellen mellem Madrid-klubberne var noget mere lige. Real Madrid havde revanche til gode efter det hårde 2-5-nederlag ude mod Atlético tilbage i september.
I den skadede topscorer Kylian Mbappés fravær havde anfører Federico Valverde tænkt sig at gøre noget ved. Stadionuret havde kun lige rundet et minut, da han hamrede et frispark fra næsten 30 meter i kassen.
Så var kampen ellers i gang. Det var Xabi Alonsos hvidklædte mandskab, som sad på det meste i den første halve time. Rodrygo burde have øget føringen før den halve time, men han afsluttede svagt i fri position.
Vandpausen efter en halv time ændrede dog kampbilledet. Atlético fik hanket op i sig selv, og Thibaut Courtois måtte diske op med et par gode redninger, for at Valverdes drøn blev halvlegens eneste scoring.
Atléticos opvågning gav en underholdende affære med masser af tempo. Holdet pressede lidt på i starten af anden halvleg, men fik en spand koldt vand i hovedet ti minutter efter pausen.
Valverde fandt Rodrygo med en aflevering, brasilianeren tog bolden flot med, og den gang svigtede han ikke i fri position.
Blot tre minutter senere reducerede Alexander Sørloth dog med et hovedstød tæt under mål, og så var spændingen tilbage.
Det bølgede frem og tilbage i det medrivende lokalderby, chancerne kom i begge ender, og som trætheden indtræf, blev hullerne også større og større i begge defensiver.
Trætheden sad dog også i afslutningerne, og det blev ikke til flere mål i det intense opgør.
Finalen mod Barcelona spilles på søndag. Den foregår også i Saudi-Arabien.
/ritzau/
