Fifa åbner for tidligere transfervindue forud for klub-VM

4. OKT 2024 • 08:14SPORT

Fifa-medlemslande med deltagere ved VM for klubhold kan åbne for et transfervindue allerede fra junis start.

Sommerens transfervindue kan blive åbnet i en periode tidligere end normalt i 2025.

Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) har således foreslået at åbne et ekstra transfervindue tidligt på sommeren forud for det udvidede VM for klubhold i USA.

Det meddeler Fifa ifølge nyhedsbureauet AFP.

Medlemslande med deltagende klubber ved VM vil have mulighed for at åbne et ekstraordinært registreringsvindue fra 1. til 10. juni., lyder det i en erklæring fra verdensforbundet efter et møde i Zürich.

Fifa lader det være op til det enkelte medlemsland, om man vil udnytte denne mulighed.

Muligheden skal åbne op for, at spillere med kontraktudløb 30. juni 2025 kan skifte til en ny klub i tide til at være med ved klub-VM, der begynder 15. juni.

Spillere som Liverpool-trioen Mohamed Salah, Trent Alexander-Arnold og Virgil van Dijk samt Tottenhams Son Heung-min er eksempelvis i den situation, skriver NTB.

- Disse regler sikrer bedst mulige vilkår for de 32 deltagerklubber, og at de bedste spillere i verden kan skinne på højeste niveau, lyder det fra Fifa-præsident Gianni Infantino.

VM for klubhold er det første i det nye store format og strækker sig næsten over en måned fra 15. juni til 13. juli.

Turneringen har fået stor kritik fra flere topspillere, der mener, at der bliver drevet rovdrift på spillerne i det i forvejen meget kompakte program hen over en sæson.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT