FCM's Olsson kan bevæge sig og tale efter blodpropper

14. APR 2024 • 09:57SPORT

Kristoffer Olsson gør fremskridt efter blodpropper, men prognosen for hans fulde bedring er fortsat usikker.

Superligaklubben FC Midtjylland har godt nyt om fodboldspilleren Kristoffer Olsson, der blev ramt af flere blodpropper og efterfølgende lå i respirator.

I en pressemeddelelse oplyser FCM, at svenskeren har genvundet både motorisk funktion og sine verbale evner.

- Hans fysiske fremgang er betydelig, og han træner nu aktivt sin gangfunktion og er i stand til at spise selvstændigt, lyder det.

FCM beskriver, at specialisterne på behandlingscenteret i Hammel er opmuntrede af de positive skridt, selv om der stadig er kognitive udfordringer, og prognosen for Olssons fulde bedring fortsat er usikker.

- Det er betagende at bevidne Kristoffers kamp mod sygdommen. Hans positive attitude, kampånd og utrættelige vilje til at vinde er en inspiration for os alle, siger FCM's administrerende direktør, Claus Steinlein.

Olsson blev 20. februar ramt af flere små blodpropper i hjernen og med det samme lagt i respirator, efter at han havde mistet bevidstheden i sit eget hjem.

7. marts oplyste FCM, at Olssons tilstand var stabil, og at man langsomt ville trappe ham ud af respirator.

11 dage senere tilføjede FCM, at Olsson var blevet udfaset af respirator og overflyttet til behandling på Hammel Neurocenter.

Den 28-årige FCM-spiller er fortsat omgivet af sin nære familie og dele af staben i FCM, der udtrykker dyb taknemmelighed over for personalet på Hammel Neurocenter.

- Deres dedikation og ekspertise har været af afgørende betydning for hans fremskridt, og vi er taknemmelige for deres fortsatte støtte, lyder det i klubbens pressemeddelelse.

Olsson har spillet i FCM siden sommeren 2022. Han var også en del af klubben tidligere i karrieren og står i alt noteret for 86 kampe i Danmarks bedste række.

Han har spillet 47 A-landskampe for Sverige.

FCM spiller søndag klokken 18 topkamp mod FC København i Superligaen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU