FCM tildeler uromager karantæne på ti år efter overfald

23. APR 2025 • 16:24SPORT

På baggrund af overvågningsmateriale uden for stadion har FCM tildelt en ballademager ti års karantæne.

FC Midtjylland har slået hårdt ned på en tilhænger af klubben og straffet vedkommende med en karantæne på ti år.

Det oplyser FCM og FC Nordsjælland i en fælles udmelding på klubbernes hjemmesider efter en alvorlig hændelse i forlængelse af holdenes indbyrdes opgør i Superligaen tirsdag aften.

Her blev en ældre FCN-tilskuer overfaldet uden for stadion i Farum, og FCM har efterfølgende brugt videomateriale til at identificere gerningsmanden som en tilhænger med tilknytning til den jyske klub.

- Episoden er dybt alvorlig. Derfor har FC Midtjylland truffet en klar og konsekvent beslutning: Vedkommende vil blive tildelt ti års karantæne fra alle klubbens kampe og arrangementer - både hjemme og ude.

- Når vold opstår i forbindelse med en fodboldkamp, er det ikke blot et spørgsmål om utilstedelig opførsel. Det er et grundlæggende brud med de værdier, som sporten er bygget på, skriver FCM.

Både FCN og FCM kalder sig for familieklubber, hvor fællesskab med børn, unge og ældre skal kunne mødes om fodbolden i trygge og ordentlige rammer.

- Vold har ingen plads i det fællesskab. Hverken på tribunen, uden for stadion eller andre steder i tilknytning til klubberne.

- Fodbolden lever af følelser, passion og intensitet. Men det må aldrig kamme over i trusler, vold eller utryghed.

- Fællesskab forpligter - og netop derfor har begge klubber nultolerance over for vold og trusler, skriver begge klubber i en enslydende tekst.

FCN vandt mandagens kamp med 3-2 over FCM.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT