FCM sælger polsk angriber til Udinese

26. AUG 2025 • 14:11SPORT

Adam Buksa forlader FC Midtjylland efter blot et enkelt år og skal fremover spille i Serie A.

Adam Buksa har selv talt åbent om, at denne sommer kunne ende med et farvel til FC Midtjylland, og sådan er det nu blevet.

Tirsdag oplyser midtjyderne, at italienske Udinese har købt den polske angriber, som efter blot et enkelt år i FCM skifter øjeblikkeligt.

Sportschef Kristian Bach Bak roser Adam Buksa for at være kommet til klubben med "mål, vindermentalitet og en stærk international profil".

- Vi står samtidig i en situation, hvor vi har et stærkt felt med flere offensive profiler, der har vist sig på højeste niveau - og fortsat tager skridt i den rigtige retning, siger han ifølge FCM's hjemmeside.

- Når en profil som Adam rykker videre, åbner det automatisk op for, at andre kan træde endnu tydeligere frem. Vi føler os rigtig godt dækket ind på de offensive pladser.

- For både klubben og Adam er timingen rigtig. Han får chancen for at prøve sig af i Serie A, og vi får en handel på plads, som vi er tilfredse med - også set ud fra et økonomisk perspektiv, siger Kristian Bach Bak.

Adam Buksa nåede at spille 45 kampe og score 17 mål for FC Midtjylland.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT