Pogacar om overhaling: Den var hård at sluge

22. SEP 2025 • 05:45SPORT

Tadej Pogacar blev i søndagens VM-enkeltstart overhalet af vinderen, Remco Evenepoel, og endte på fjerdeplads.

Den slovenske cykelstjerne Tadej Pogacar blev for en sjælden gangs skyld sat godt og grundigt på plads, da han søndag stillede op til enkeltstarten ved det igangværende VM i Rwanda.

Den 27-årige slovener blev overhalet af den belgiske vinder, Remco Evenepoel, der var startet to et halvt minut senere.

Med sejren vandt Evenepoel VM-titlen i enkeltstart for tredje år i træk.

- Det var helt sikkert hårdt at sluge den, men det er Remco, og han er virkelig god i den disciplin.

- Jeg håber, at han havde forberedt sig 100 procent til den her disciplin, og at han kun er 99 procent klar til næste søndag, siger Tadej Pogacar ifølge mediet cyclingnews.com.

På søndag skal verdensmesteren i linjeløbet findes. Her stiller Pogacar op som regerende mester, efter at han sidste år vandt i Schweiz.

Mens sloveneren erkender, at Evenepoel var i en klasse for sig selv i søndagens kamp mod uret, så ærgrer det Pogacar, at han i det mindste ikke kom på podiet.

Pogacar sluttede VM-enkeltstarten på fjerdepladsen - 2 minutter og 37,73 sekunder bag Evenepoel.

Afstanden mellem Pogacar og belgiske Ilan van Wilder, der nappede tredjepladsen, var blot 1,66 sekunder. Australske Jay Vine tog en sikker andenplads.

- Jeg så, at jeg kun var et sekund fra podiet, og det giver mig en bittersød følelse.

- Havde jeg vidst, at jeg kun var et sekund fra podiet, så havde det måske givet mig ekstra motivation på den sidste kilometer, siger Pogacar.

Sloveneren, der søndag fyldte 27 år, havde trods alt overskud til at lave lidt grin med sit eget resultat.

Pogacar håber, at han om en uge er i stand til at give sig selv en forsinket fødselsdagsgave.

- I år ville jeg ikke forkæle mig selv ved at vinde, så det forsøger jeg at gøre på søndag, siger han.

Ingen danskere stillede op til søndagens enkeltstart i Rwanda, der er historiens første afrikanske vært for et VM i cykling.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT