FCK melder Rasmus Falk ude i to måneder med knæskade

17. SEP 2024 • 10:47SPORT

Rasmus Falk kommer til at misse adskillige kampe for FC København efter at have fået et vrid i knæet.

FC Københavns Rasmus Falk er ude i cirka otte uger med en knæskade.

Det skriver superligaklubben på sin hjemmeside.

Falk fik et vrid i knæet under fredagens træning og missede i første omgang kampen mod FC Midtjylland.

Siden har undersøgelser vist, at han må sidde ude i længere tid.

- Længden på skaden afhænger naturligvis af progressionen i forløbet, skriver FCK på sin hjemmeside.

32-årige Falk har spillet 12 kampe på tværs af alle turneringer i denne sæson. I sidste sæson var han en af FC Københavns helt store profiler i Champions League, hvor holdet nåede ottendedelsfinalen.

I forvejen må FCK undvære William Clem, Nicolai Boilesen, Roony Bardghji, Jordan Larsson og Birger Meling, mens Andreas Cornelius i weekenden fandt vej til banen igen efter tilbagevendende skavanker.

Angriberen kom ind i nederlaget på 1-2 til FC Midtjylland.

FCK møder mandag AaB på hjemmebane, mens der tre dage senere venter en pokalkamp mod HB Køge i Herfølge.

Københavnerne tager hul på Conference League 3. oktober med hjemmekampen mod polske Bialystok.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT