Fantomspurt sikrer ung nordmand overraskende OL-guld

14. FEB 2026 • 16:04SPORT

Skiskytten Maren Kirkeeide brændte sit livs sprint af og tog guld, mens danske Anne de Besche imponerede.

Norges kvinder har ikke hentet mange triumfer i international skiskydning på det seneste, men lørdag bragte 22-årige Maren Kirkeeide ekstase til den skigale nation.

En fejlfri skydning på sprinten over 7,5 kilometer og en vild afslutning sikrede Kirkeeide OL-guld foran den et år ældre franskmand Océane Michelon.

Samtidig var der også grund til jubel set med danske øjne. Anne de Besche, der sidste år skiftede Norge ud med et dansk pas, kørte en forrygende sprint.

Trods en enkelt misser på den stående skydning kørte hun en fantastisk sprint og endte på en delt 16.-plads. Det er det bedste danske resultat nogensinde på tværs af OL og World Cup.

Samtidig sikrer placeringen hende en plads i jagtstarten ved OL, som var et stort mål for hende.

Tidligt på løjpen var det svenskerne, som kunne dufte et stort resultat. Hanna Øberg var bedst efter den første af de to skydninger, men hun tabte det hele senere.

Vejrforholdene var vanskelige både i sporet og på standpladsen. Det gav en del forbiere fra nogle af de store favoritter.

Océane Michelon var dog flyvende, og med ti pletskud og stor fart i sporet satte hun sine langt mere kendte landsmænd til vægs. Hun slog Lou Jeanmonnot med 20 sekunder, og det duftede af en fransk triumf.

Det gjorde det stadig, da Maren Kirkeeide var færdig med sin anden skydning. Hun var 9,2 sekunder efter Michelon med blot 2,5 kilometer skiløb tilbage.

Den slidstærke nordmand anede dog muligheden for en sejr, og bid for bid spiste hun af Michelons forspring hele vejen til mål.

Kirkeeide gik ind på de sidst 500 meter med bare et sekund op til Michelons tid, og med en uovertruffen afslutning tog hun guldet med 3,8 sekunder ned til franskmanden.

Forhåndsfavoritten Jeanmonnot tog bronze.

Grønlandske Ukaleq Slettemark havde ikke en god dag på den italienske løjpe. Hun missede tre af ti skud og manglede samtidig fart i sporet.

Det resulterede i, at hun sluttede blandt de allersidste 4 minutter og 18 sekunder efter guldvinderen Kirkeide.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT