EM-nederlag har givet ekstra arbejde til anføreren

21. JAN 2026 • 16:03SPORT

Magnus Saugstrup har brugt tirsdag aften og onsdagen på at løfte humøret hos skuffede holdkammerater.

Siden semifinalenederlaget til Spanien ved EM i 2022 har det danske herrelandshold i håndbold ikke prøvet at skulle spille en kamp ved en slutrunde på bagkant af et nederlag.

OL i 2024 samt VM i 2023 og 2025 blev vundet uden nederlag på vejen. Og det eneste nederlag ved EM 2024 kom i slutkampen mod Frankrig.

Så når Danmark torsdag møder netop Frankrig i første mellemrundekamp ved EM efter nederlaget til Portugal, er det en uvant situation for holdet.

Det er anfører Magnus Saugstrup opmærksom på.

- Hvis vi bliver ved med at hænge os i kampen (mod Portugal, red.), så tager vi det med ind til kampen i morgen (torsdag, red.), og så er vi allerede bagud, lyder det fra anfører Magnus Saugstrup.

Landstræner Nikolaj Jacobsen og holdet har redet på en succesbølge de senere år, og derfor underkender han heller ikke, at det er en speciel situation for spillerne.

- Det er en ny fornemmelse for os at skulle sidde og have tabt en kamp til en slutrunde. Det skal vi alle lige lande i, erkender han.

For anfører Saugstrup betyder det overraskende nederlag, at han er nødt til at have lidt mere opmærksomhed på stemningen på holdet frem mod opgøret mod Frankrig.

Han er sikker på, at troen på egne evner er intakt hos alle spillerne, men der er et mentalt arbejde, som er vigtigt. Det består blandt andet i at minde folk om, at verden består.

- Jeg skal have samlet lidt op på folk, hvis der er nogen, som hænger lidt for meget. Og huske at sige, at det kun er håndbold, selv om vi går sindssygt meget op i det, forklarer stregspilleren.

- Det er okay at være skuffet, men så skal vi også videre.

Den vigtige kamp mod Frankrig fløjtes i gang klokken 20.30 torsdag aften i Boxen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT