Danske Bank fyrer 230 personer i Danmark
Som følge af øget automatisering har Danske Bank brug for færre medarbejdere. Derfor nedlægges 420 stillinger.
Danske Bank har nedlagt 420 stillinger på tværs af banken. Heraf er 230 personer blevet fyret i Danmark.Det skriver Danske Bank i en pressemeddelelse.
Fyringerne er primært sket i Danmark og Litauen. I Litauen er der blevet fyret 114 personer.
Derudover er der sket afskedigelser i "mindre omfang" i Finland, Norge, Sverige, Polen og Nordirland, skriver banken.
Det er øget automatisering og forenkling, som har reduceret behovet for medarbejdere i dele af Danske Banks organisation, lyder det.
- Justeringerne sker som led i, at vi løbende udvikler og tilpasser organisationen i tråd med vores strategi og bliver en mere digital og effektiv bank med fokus på vores kunders behov, siger Karsten Breum, som er HR-direktør i Danske Bank, i pressemeddelelsen.
Det er primært stillinger, hvor der ikke er direkte interaktion med kunderne, som er blevet nedlagt, skriver Danske Bank.
Derfor vil kunderne ifølge banken ikke opleve ændringer.
Danske Bank tjente 23 milliarder kroner i 2025. I år forventer banken at tjene mellem 22 og 24 milliarder kroner.
Finansforbundet, som er fagforening for ansatte i den finansielle sektor, undrer sig over afskedigelserne.
- I en tid hvor banken leverer meget solide økonomiske resultater, er det uforståeligt, at banken finder det nødvendigt at afskedige i så stort et omfang, siger Kirsten Ebbe Brich, som er formand for Finansforbundet i Danske Bank, i en pressemeddelelse.
Kirsten Ebbe Brich understreger, at Finansforbundet i Danske Bank ønsker det bedste for banken. Men hun er uenig i, at metoden til at fremme bankens succes er en fyringsrunde af den størrelse.
/ritzau/
