Denmark Open får status som en af verdens største turneringer

9. FEB 2026 • 09:41SPORT

Den danske badmintonturnering Denmark Open bliver opgraderet fra Super 750 til Super 1000.

Det bliver et nøk mere prestigefyldt at vinde Denmark Open.

Det Internationale Badmintonforbund (BWF) har nemlig besluttet, at den danske turnering får ny status på sportens World Tour.

Efter i flere år at have rangeret som en Super 750-turnering bliver Denmark Open nu en Super 1000-turnering.

Dermed kommer Denmark Open til at rangere på niveau med China Open, Indonesia Open, Malaysia Open og legendariske All England. Kun sæsonfinalen rangerer højere.

- World Tour Super 1000 er jo badmintonsportens svar på grand slam. En status, det traditionelt set kun er forundt de allermest prestigefyldte turneringer.

- At vi er med i det selskab, styrker naturligvis turneringens profil helt enormt, og det positionerer dansk badminton som et stabilt fyrtårn inden for sporten, siger Badminton Danmarks formand Kristian Pihl.

Denmark Open får i første omgang Super 1000-status i de kommende fire år. Opgraderingen betyder blandt andet, at præmiepuljen bliver større, at antallet af spilledage bliver udvidet, og at endnu flere får adgang.

- Denmark Open er godt i gang med at udvikle sig til den største badmintonturnering i verden, og med alle de sideaktiviteter vi har skabt over årene, er vi efterhånden meget tæt på den vision, vi havde i den spæde start, siger Kristian Pihl.

Opgraderingen træder i kraft fra 2027. Anders Antonsen er den seneste danske vinder af Denmark Open. Han vandt i 2024.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT