Tamme Brøndby skyder med løst krudt i pointdeler med Randers
Fire debutanter startede for Brøndby, der leverede en usammenhængende indsats med 0-0 mod Randers FC.
Et Brøndby-hold spækket med debuterende nyindkøb leverede alt andet end en overbevisende indsats i søndagens forårspremiere i Superligaen.Hjemme på den københavnske vestegn spillede Brøndby 0-0 mod Randers, og det var de jyske gæster, der var tættest på at få fuldt pointudbytte.
Hele fire debutanter var at finde i Brøndbys startopstilling, da Ben Godfrey, Bartosz Slisz, Mads Frøkjær og Ousmane Sow, som alle er hentet til klubben i januar, startede opgøret.
Desuden startede blot 17-årige Viggo Poulsen inde for første gang for Brøndby.
De mange nye ansigter så dog ikke ud til at have fundet melodien i vinterpausen, for spillet var mestendels usammenhængende og uden offensiv kvalitet.
I stedet havde Randers flere pæne tilbud efter pausen, hvor Brøndby først i slutfasen fik skabt et mindre pres mod gæsterne.
Med det ene point på kontoen har Brøndby 32 point på Superligaens tredjeplads. Der er henholdsvis syv og otte point op til FC Midtjylland og AGF.
Randers er nummer ni med 20 point.
Brøndby tog teten rent spillemæssigt i indledningen, men de blågule havde svært ved for alvor at blive farlige.
I stedet var Randers tæt på at tage fusen på de mange fremmødte på Brøndby Stadion efter en halv time.
Nikolas Dyhr fandt en helt fri Warren Caddy foran mål, men den nyindkøbte Randers-angriber formåede at heade kuglen over kassen.
Generelt var første halvleg en rodet omgang, hvor ingen af holdene hverken formåede at skabe kontrol eller finde rytmen.
En pausesnak virkede imidlertid ikke til at hjælpe Brøndby, der efter pausen virkede rådvild i flere sekvenser.
Randers bed fra sig, og et par misforståelser i værternes defensiv gav flere pæne tilbud til gæsterne fra Kronjylland. Overliggeren reddede Brøndby efter en time, da Daniel Høegh var centimeter fra at pande Randers i front efter et hjørnespark.
Brøndby-træner Steve Cooper sendte profilen Nicolai Vallys og endnu to nye ansigter på banen i form af Emmanuel Dennis og Mayckel Lahdo på banen i slutfasen.
Indskiftningen af Vallys bragte tiltrængt kvalitet til Brøndby, og profilen var tæt på at bringe sit hold foran ti minutter før tid. Hovedstødet blev reddet på stregen, hvorfor det endte i en nulløsning.
/ritzau/
