Seattle Seahawks knuser Patriots i Super Bowl
Et stærkt forsvar banede vejen for Seattles anden Super Bowl-sejr. New Englands Drake Maye havde skidt aften.
Seattle Seahawks er for anden gang i historien mester i NFL efter en triumf i Super Bowl.I finalen på et tætpakket stadion i Santa Clara i Californien blev New England Patriots besejret med 29-13.
Holdet fra Seattle grundlagde sejren med et stærkt forsvar og var bedst i en anderledes finale, der længe var uden et eneste touchdown.
Mødet mellem ligaens to bedste hold tippede straks fra start Seattles vej med en række fieldgoals, inden Albert Barner med finalens første touchdown i fjerde quarter bragte Seattle foran med 18-0.
New Englands quarterback Drake Maye havde en forfærdelig aften og kunne ikke hjælpe sit hold til point, før det var for sent.
Seattle tog føringen i kampens første angrebsserie, der endte med et fieldgoal fra kickeren Jason Myers. Fra 33 yards sparkede han sit hold i front med 3-0.
Mere blev det ikke til i et første quarter, hvor begge holds forsvar stod stærkt.
De to quarterbacks Sam Darnold fra Seattle og New Englands Drake Maye kæmpede hver især med at få bolden igennem modstandernes kompakte forsvarslinjer.
Darnold formåede trods alt at få flyttet sit Seattle-hold længere frem ad banen end Maye.
Seattle udbyggede føringen til 6-0 i begyndelsen af andet quarter på endnu et fieldgoal fra Jason Myers - denne gang fra 39 yards.
Samtidig begyndte Seattles runningback Kenneth Walker at vinde mange yards med gode løbespil. Walker blev efter finalen kåret som den mest værdifulde spiller i Super Bowl.
Selvom det ikke umiddelbart udløste et touchdown, så var det tæt på i slutningen af andet quarter, men Jaxoc Smith-Njigba fik ikke grebet bolden fra Sam Darnold. I stedet endte det med endnu et fieldgoal fra Jason Meyers til 9-0.
New England var ofte presset langt tilbage på banen, og samtidig var quarterback Drake Maye gået helt i stå. I andet quarter lykkedes det kun Maye at kaste for fire yards.
Offensivt var der ikke meget, der fungerede for New England, der trods alt kunne gå til pause og kun være bagud med 0-9.
Kampbilledet ændrede sig ikke det store efter det berømte pauseshow, hvor Seattle fortsat havde et solidt overtag.
Sam Darnold spillede med stor selvtillid, og Kenneth Walker blev ved med at vinde mange yards, hvilket banede vejen for holdets fjerde fieldgoal små seks minutter inde i tredje quarter.
Kickeren Jason Meyers øgede sikkert føringen til 12-0, og det var svært at tro på et New England-comeback.
I fjerde quarter kom finalens længe ventede første touchdown, da Darnold med et præcist kast fandt Albert Barner, der var løbet ned i endzone. Kickeren Jason Meyers øgede efterfølgende til 19-0.
Midt i den voksende New England-krise rejste Drake Maye sig pludseligt. Med et løbespil fra Maye og derefter en perfekt aflevering til Mack Hollins lykkedes det New England at komme på tavlen med et touchdown.
Kickeren Andrés Borregales sørgede for et ekstra point, så New England var bagud med 7-19, men tiden var ved at løbe ud.
Maye spillede med stor risiko, og i jagten på et nyt touchdown blev hans aflevering interceptet.
Det banede vejen for, at Seattle efterfølgende kunne øge føringen 22-7 på et fieldgoal - finalens femte fra Jason Meyers - med fem et halvt minut tilbage.
Seattles Uchenna Nwosu ydmygede New England kort efter, da han efter en fejl fra Drake Maye opsnappede bolden. Herefter løb han ned i endzone og sørgede for endnu et touchdown.
Jason Meyers udbyggede føringen til 29-7 med et ekstra point.
New England fik til sidst lov til at pynte på resultatet, men på det tidspunkt var al spænding forsvundet.
Det er anden gang i historien, at Seattle Seahawks vinder Super Bowl. Holdet vandt også NFL-titlen i 2014. Dengang var modstanderen Denver Broncos, der blev besejret med 43-8.
Året efter var Seattle også i NFL-finalen, hvor det blev til et nederlag på 24-28 til New England.
/ritzau/
