Dansker grundlægger Bodø/Glimts mesterstykke mod City

20. JAN 2026 • 20:42SPORT

Kasper Høgh lynede to gange, da Bodø/Glimt meget overraskende slog Manchester City 3-1 i Champions League.

Bodø/Glimt har lavet en stribe store resultater i europæiske turneringer i de seneste år, men tirsdag kom den nok største af dem alle, da Manchester City blev slået 3-1 på Aspmyra Stadion.

Den danske angriber Kasper Høgh scorede til både 1-0 og 2-0 i første halvleg og grundlagde med sine første træffere i ligaspillet en af de største overraskelser i denne sæson.

Med sin første sejr i ligaspillet har Bodø/Glimt seks point efter syv kampe og skal givetvis bruge endnu en overraskende sejr hos Atlético Madrid om en uge for at have selv en minimal chance for at slutte i top-24 og avancere.

City var inden opgøret sikret avancement, men spillede for at konsolidere sig i top-8 og dermed undgå to ekstra kampe i knockoutfasen i et iforvejen tætpakket program.

Derfor var storklubbens startopstilling også ganske stærk i forhold til det tilgængelige materiale, men lige lidt hjalp det altså på et gyngende Aspmyra Stadion, hvor temperaturen bevægede sig omkring et par minusgrader.

I det store hele var kampbilledet i første halvleg som forventet.

Manchester City sad tungt på boldbesiddelsen og forsøgte at brodere sig gennem den norske defensiv. Men værterne var langt bedre til at få noget ud af deres begrænsede tid med kuglen.

Midtvejs gennem første halvleg kom første nyrestød til gæsterne.

Ole Blomberg satte en bakkende Abdukodir Khusanov til vægs og sendte bolden til bageste stolpe, hvor Høgh steg til vejrs og med hovedet fandt vej gennem City-keeper Gianluigi Donnarummas ben.

Bare to minutter senere var den gal igen.

20-årige Max Alleyne, der har haft en stærk periode som Khusanovs makker i Citys meget skadesramte centrale forsvar, fumlede i det omkring midterlinjen og tillod Jens Petter Hauge at stikke afsted med kuglen.

Hauge fandt Blomberg, der centrerede bolden til Høgh, og danskeren var igen sikkerheden selv i duel med Donnarumma.

Formsvage Erling Haaland kom i en god City-periode frem til et par pæne chancer før pausen, men for fjerde kamp i træk gik han fra banen uden at finde vej til nettet.

City pressede videre for en reducering efter pausen, mens Bodø/Glimt truede med at øge sin føring på en omstilling, og efter en lille times spil blev det 3-0, da Hauge driblede ind i banen fra venstre og på eminent vis sparkede bolden op i fjerneste hjørne.

Chancen opstod efter et uvant boldtab af Ballon d'Or-vinder Rodri, der havde en mareridtsaften i Norge.

Rayan Cherki udlignede til 1-3 med et flot spark lige uden for feltet kort efter Hauges mesterstykke, men Rodri satte med to gule kort i minutterne derefter en kæp i hjulet for sig selv og sit hold.

I overtal var Bodø/Glimt i sidste fase af kampen tættere på 4-1, end gæsterne var på 2-3, men det lod ikke til at lægge en dæmper på festen blandt de gulklædte på tribunerne, at det forblev 3-1.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT