Tausons modstander blev knækket af Australian Open-larm

19. JAN 2026 • 09:37SPORT

Dalma Galfi havde svært ved at præstere i støjen på et summende tennisanlæg i Melbourne i nederlag til Tauson.

Pludselige jubelbrøl fra omkringliggende baner, tilskuerstøj og et larmende dansk publikum.

Denne cocktail påvirkede ungarske Dalma Galfi negativt, da hun mandag tabte 3-6, 3-6 til Clara Tauson i første runde af Australian Open.

Det fortæller verdensranglistens nummer 91 efter nederlaget til Tauson.

- Det var svært at spille med det mylder af mennesker, der er til Australian Open. Støjen gjorde det svært.

- Før og under partierne bevægede folk sig rundt, og der blev råbt fra de andre baner, så det var lidt vanvittigt derude, siger Dalma Galfi.

Den lille, intime bane syv, hvor kampen foregik, var især velbesøgt af danske fans, der iklædt røde og hvide farver støttede Tauson med konstante jubelråb.

De danske fans havde Dalma Galfi dog ingen problemer med.

- Jeg kan godt lide, når der er stemning, og det betyder ikke noget for mig, hvem de holder med. Så det havde jeg ikke noget problem med.

- Det var helt sikkert danskerne, der sørgede for stemningen. De var imod mig, og det gjorde det selvfølgelig lidt sværere for mig, når jeg nu ikke selv havde så mange bag mig, siger hun.

Mandag var der 68.687 tilskuere forbi det store tennisanlæg i Melbourne, hvor der var kampe på 15 baner. Det er ifølge arrangørerne rekord for en mandag i den første turneringsuge.

I den megen tilskuerstøj fra nær og fjern havde Dalma Galfi svært ved at finde sit niveau.

- Jeg vil ikke lyve - jeg spillede ikke mit bedste tennis. Clara spillede solidt, og hun gav ikke så mange fejl væk.

- Jeg lavede mange uprovokerede fejl, som vel nok afgjorde kampen. Selvom jeg havde flest vindere, så tippede det hendes vej, siger Dalma Galfi.

Ungareren har deltaget i Australian Open to gange, hvor første runde har været endestationen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT