Danmarks mellemrunde bliver tyvstartet mod Portugal
Det er vigtigt at få to point med over i mellemrunden ved EM. Derfor begynder mellemrunden reelt tirsdag.
Med søndagens storsejr over Rumænien blev de danske håndboldherrer klar til mellemrunden ved EM, allerede før den sidste gruppekamp er spillet.Og som målvogter Kevin Møller siger:
- Det giver en sikkerhed. Det er jo ikke mere end nogle år siden, hvor det glippede.
Han henviser til EM i 2020, hvor Danmark som regerende verdensmester røg ud allerede efter det indledende gruppespil.
Én ting er sikkerheden for at undgå den totale fiasko. Noget helt andet er, at Danmark er mødt op til EM med en helt klar ambition om at tage guld. Og derfor spekulerer landstræner Nikolaj Jacobsen heller ikke meget på det sikrede avancement.
Han er helt og aldeles fokuseret på den sidste gruppekamp mod Portugal tirsdag. Man kan maksimalt få to point med over i mellemrunden, og det kræver en sejr over portugiserne.
- Opgaven er at sikre, at vi får to point med over. Det er nødvendigt, med den turneringshalvdel vi er i, lyder det fra landstræneren.
- Vi sigter ikke kun efter mellemrunden. Vi sigter på at skulle længere. Så reelt begynder vores mellemrunde tirsdag mod et virkelig godt hold.
Spillerne er da også godt klar over, at de ikke skal tage det sikrede avancement for andet end en undgået EM-fiasko.
Danmark er i den klart sværeste turneringshalvdel, hvorfor to medbragte point til mellemrunden er alfa og omega.
- Selvfølgelig er det dejligt at nå til mellemrunden, men vi er på ingen måde tilfredse. Vi skal have to point med derover, siger venstrefløj Emil Jakobsen, som glæder sig til den hårdeste prøve i den indledende gruppe.
- De to unge Costa-brødre bliver bedre og bedre hele tiden, så det bliver nok vores første rigtige prøve. Det bliver fedt.
Kampen mod Portugal fløjtes i gang tirsdag klokken 20.30 i Boxen.
/ritzau/
