Brøndby lejer tidligere engelsk landsholdsstopper
Carlo Ancelotti og Gareth Southgate har tidligere foretrukket Brøndbys nye stopper, Ben Godfrey.
Superligaklubben Brøndby får i forårssæsonen råderet over en engelsk forsvarsspiller med et imponerende cv.Brøndby meddeler tirsdag aften på sin hjemmeside, at 28-årige Ben Godfrey er blevet lejet i Serie A-klubben Atalanta i resten af sæsonen.
Englænderen har tidligere imponeret for Everton i Premier League under Carlo Ancelotti, hvilket banede vej for, at han i 2021 debuterede på det engelske landshold under Gareth Southgate og fik to landskampe.
Fodbolddirektør Benjamin Schmedes håber, at Godfrey både kan bidrage på og uden for banen i Brøndby.
- Ben kommer med en stor sult for at bevise sig. Han er ekstremt motiveret for at vise sit niveau, for at tage ansvar og for at lære fra sig over for vores unge spillere. Den indstilling er vigtig for os, og det er noget, vi tror kan løfte både ham selv og holdet.
- Han er her, fordi vi tror på, han kan hjælpe holdet nu og her og bidrage til en øget konkurrence i en stærk defensiv. Han er en spiller med et højt fysisk niveau, han er aggressiv i sit forsvarsspil, og så er han ikke mindst mere end vant til at spille i et miljø med store krav og forventninger, siger Schmedes.
De seneste to gange Godfrey har skiftet arbejdsgiver permanent, er han blevet handlet for henholdsvis 205 og 95 millioner kroner. Halvandet år med begrænset spilletid er årsagen til, at han nu ender i Brøndby.
Atalanta købte ham i sommeren 2025, men efter fem kampe for klubben, blev han sendt på leje i Ipswich, der dengang spillede i Premier League, men opholdet gav begrænset spilletid.
I denne sæson var han i efteråret udlejet til Sheffield United, men efter at have spillet fire kampe umiddelbart efter sin ankomst blev han siden fravalgt af "personlige årsager".
Nu skal Steve Cooper og Brøndby håbe på, at Godfrey finder de takter frem, der bragte ham ind på det engelske landshold.
Det håber forsvarsspilleren også selv, og han peger på Cooper som hovedårsagen til, at han nu skal spille for Brøndby.
- Da jeg havde den første snak med ham (Cooper, red.), forklarede han, hvor særlig klubben er. Den passer perfekt til mig og min familie.
- Jeg glæder mig virkelig til at komme i gang, og forhåbentligt slutte sæsonen succesfuldt af, siger forsvarsspilleren.
/ritzau/
