Danske veteraner forlader OL med stolthed og skuffelse

17. FEB 2026 • 20:42SPORT

De danske ishockeyspillere mener, at de leverede OL-præstationer på højt niveau, men ærgrer sig over udbyttet.

De nåede ikke målsætningen om kvartfinalen, men de danske ishockeyspillere tager hjem fra OL med bevidstheden om, at de har fået sat et aftryk på den stærkt besatte turnering.

2-3-nederlaget i playoffkampen mod Tjekkiet gør ondt, men er et godt billede på turneringen som helhed. Der manglede den sidste kvalitet og held i afgørende situationer, men Danmark er i stand til at presse de allerstørste.

- Vi har taget nogle utrolig store skridt som landshold, og mod Tjekkiet skabte vi en kamp, der sagtens kunne være gået vores vej.

- Vi er meget skuffede, men det er en positiv ting, for det viser også, hvor langt vi er kommet, siger forwarden Nicklas Jensen.

Også kaptajn Jesper Jensen Aabo ærgrer sig voldsomt over, at det ikke lykkedes at skabe overraskelsen mod tjekkerne, der blev presset i bund til sidst.

- Vi spillede igen en god kamp og havde muligheden for at tage den i overtid. Vi var selvfølgelig pressede til tider, men vi fik også spillet noget god ishockey, og alle på holdet spillede med liv og sjæl som indsats.

- Vi har spillere i Nordamerika og i Europa, der til daglig laver virkelig mange mål, og de har været klar til at ofre sig totalt for det her hold. Der er en fantastisk karakter på det danske landshold, lyder det fra kaptajnen.

Ved VM sidste år havde Danmark den nødvendige medvind i afgørende slag mod Tyskland og Canada.

Denne gang manglede der lige det sidste i kamp mod nogle af verdens bedste spillere.

- Først og fremmest savner vi lidt flere mål, og vi skulle måske have kreeret lidt flere chancer. Men vi kan jo sagtens pege på situationer, hvor vi kunne have scoret de mål, vi manglede, mener Nicklas Jensen.

Kaptajn Aabo mener ikke helt, at udbyttet af turneringen står mål med indsatsen og præstationerne i kampene.

- I perioder har vi spillet noget af det bedste ishockey, vi nogensinde har gjort, når man tænker på, hvor stærke hold vi stod overfor.

- I tre ud af fire kampe spillede vi på utrolig højt niveau. Men i sidste ende handler det om resultatet, og det blev ikke helt, som vi havde håbet, siger den 34-årige back, der slår fast, at han også i fremtiden står til rådighed for landsholdet.

- Jeg har ikke tænkt så meget videre end dette OL, men så længe jeg er frisk, og synes, det er sjovt, så stiller jeg op. Jeg elsker at være en del af denne gruppe, siger Jesper Jensen Aabo.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT