Dansk VM-spiller bytter Viborg ud med Ikast til sommer
VM-debutanten Laura Borg stopper i Viborg HK til sommer og skifter til Ikast.
Den danske VM-debutant Laura Borg skifter til sommer mellem to rivaliserende klubber.Tirsdag oplyser Viborg HK på sin hjemmeside, at bagspilleren har valgt at stoppe i klubben, når kontrakten udløber ved sæsonens udgang. Samtidig skriver ligarivalen Ikast på sin hjemmeside, at klubben har indgået en aftale med den danske landsholdsspiller.
Laura Borgs kommende aftale i Ikast gælder for tre sæsoner. Klubdirektør Daniel Grønhøj betragter tilgangen som et scoop.
- Laura er godt i gang med at vise sit høje niveau på landsholdet, ligesom hun specielt i denne sæson har været en defensiv profil i den danske liga.
- Vi vurderer samtidig, at der er en masse potentiale, der fortsat er uforløst i begge ender af banen, hvilket vi glæder os meget til at se hende udvikle videre i Ikast Håndbold, siger Ikast-bossen.
21-årige Laura Borg er opvokset i Køge, men flyttede i 2021 til Skanderborg for at jagte en håndboldkarriere på topniveau. To år senere rykkede hun videre til Viborg, hvor hun har udviklet sig til en markant spiller.
Viborg-direktør Jens Steffensen kommer til at savne den stærke forsvarsspiller.
- Laura har gennem sine år i Viborg HK taget store skridt i sin udvikling og vist, at hun kan præstere på allerhøjeste niveau.
- Vi er stolte af hendes landsholdsudtagelse og taknemmelige for den indsats, hun har lagt i klubben. Hun vil blive savnet, men vi ønsker hende alt det bedste i næste kapitel, siger direktøren.
Landsholdsspilleren fortæller, at hun har været glad for at spille i domkirkebyen, men at hun ønsker sig en ny udfordring.
- Beslutningen om at stoppe har ikke været nem, men jeg føler, at tidspunktet er det rigtige for mig. Jeg vil gøre alt for at afslutte sæsonen stærkt og give noget tilbage til klubben, inden jeg siger farvel, siger Laura Borg til Viborgs hjemmeside.
- Jeg er sikker på, at Ikast er det helt rigtige sted for mig at udvikle mig videre, siger hun til Ikasts hjemmeside.
Så sent som mandag aften var hun med til at vinde VM-gruppekampen over Rumænien med 39-31. Her bidrog hun med en enkelt scoring.
/ritzau/
