Danmark Rundt-chef: Tiden var inde til at droppe enkeltstart
Den afskaffede enkeltstart i Danmark Rundt giver muligheder for andre typer af ryttere, mener løbschefer.
Når PostNord Danmark Rundt køres i slutningen af juli, bliver det med en større ændring af ruten.For første gang i løbets historie er der ingen former for tidskørsel i årets udgave. Det blev afsløret i rutepræsentationen på et pressemøde onsdag eftermiddag.
Beslutningen er truffet for at forny løbet og skabe et mere åbent og uforudsigeligt klassement, hvor flere ryttertyper får mulighed for at blande sig i kampen om den samlede sejr.
Ifølge eventchef i Danmarks Cykle Union (DCU) Klaus Falk Paarup har ønsket om fornyelse været centralt i beslutningen om at droppe enkeltstarten.
- Overvejelserne har været altid at forny løbet og finde på noget andet. Det giver mulighed for andre typer ryttere, og det synes vi, er spændende, siger han.
- Der har været ryttere, der har prikket os på skulderen og spurgt, om vi ville prøve et år uden enkeltstart, fordi det ville give dem en chance. Vi har holdt fast i enkeltstarten i nogle år, men nu tænkte vi, at tiden var inde, forklarer Falk Paarup.
Det er DCU, der står for at planlægge Danmark Rundt. Deri ligger også ruteplanlægning.
Også sportslig ansvarlig i DCU Jens Kasler ser fravalget af enkeltstarten som en mulighed for at skabe et anderledes løb.
- Jeg er spændt på, hvordan holdene og rytterne håndterer, at der ikke er en enkeltstart i år, for det åbner op for nogle ryttertyper, som normalt ikke ville kunne vinde Danmark Rundt, siger Kasler.
Han peger samtidig på, at enkeltstarter traditionelt har haft enorm betydning for det samlede klassement.
- Når der er en enkeltstart, kan den i praksis afgøre hele løbet. Dem, der kører stærkt på enkeltstart, har meget store chancer for at sætte sig på det hele, når det skal afgøres, siger han.
Ifølge Visma-sportsdirektør Jesper Mørkøv er det spændende at fjerne enkeltstarten, da det vil give mere til det taktiske spil.
- Jeg vil håbe for cykelseerne, at Vejle-etapen ikke har afgjort det hele, for så bliver der en kamp om bonussekunderne de sidste dage, siger han.
Mørkøv henviser til kongeetapen mellem Fredericia og Vejle, som på forhånd ventes at få stor betydning for klassementet. Uden en enkeltstart senere i løbet kan kampen om bonussekunder på de sidste etaper få afgørende betydning.
PostNord Danmark Rundt køres over fem etaper fra 29. juli med start i Aalborg og afslutning i Rødovre.
I alt stiller syv World Tour-hold til start i løbet, der afvikles tre dage efter afslutningen på Tour de France.
/ritzau/
