Russer henviser dansker til sølvmedalje ved EM i banecykling

3. FEB 2026 • 18:39SPORT

Robin Skivild tog sølv i individuelt forfølgelsesløb ved EM i Konya efter nederlag til russer i finalen.

Robin Skivild var to sekunder fra en EM-guldmedalje i individuelt forfølgelsesløb ved EM i banecykling i Tyrkiet.

I finalen tabte den 24-årige dansker til russeren Lev Gonov og måtte derfor nøjes med sølv.

Den supplerer den guldmedalje i 4000 meter holdforfølgelse, som Skivild var med til at køre hjem ved at deltage på det danske hold i indledende heat, inden han blev afløst af Tobias Aagaard i semifinalen og finalen.

Skivild startede fint i finalen mod Gonov, men efter et par omgange kom russeren lidt foran, og efter to kilometer var forspringet vokset til omkring et sekund.

Tendensen ændrede sig ikke, og i mål var Gonov lidt mere end to sekunder bedre end Skivild.

Skivild har mulighed for at øge sin medaljehøst, når han senere på ugen stiller til start i parløb med veteranen Lasse Norman.

Tirsdag stillede også Tobias Aagaard til start i en finale.

I disciplinen scratch var danskeren blandt favoritterne, men han gik akkurat glip af en medalje og blev nummer fire i et løb, hvor schweiziske Alex Vogel triumferede.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT