Børn og unge afpresses økonomisk med intime billeder

5. FEB 2026 • 06:46INDLAND/KRIMINAL

AL Sydbank registrerede 15 sager om sextortion fra august til december blandt unge. I januar lød tallet på 10.

Børn og unge helt ned til 12 år afpresses økonomisk efter at være blevet overtalt til at dele intime billeder eller videoer.

Det pointerer både banken AL Sydbank og organisationen Red Barnet, som begge oplever en stigning i disse hændelser.

Derfor vælger banken og organisationen nu at gå sammen om en advarselskampagne for at gøre opmærksom på denne tendens.

- Vi vil hellere advare en gang for meget end en gang for lidt, så vi kan passe på vores unge mennesker, siger Malene Morsing, der er afdelingsdirektør for bekæmpelse af finansiel kriminalitet i AL Sydbank.

AL Sydbank, der er resultatet af en fusion mellem Sydbank, Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank i efteråret, har oplevet en stigning i såkaldte sextortion-sager med unge.

Sextortion er en sammentrækning af ordene sex og det engelske "extortion", der betyder afpresning og betyder seksuel afpresning.

På tværs af de tre fusionerede banker blev der fra august til december sidste år registreret 15 sextortionsager med unge i aldersgruppen 13 til 27 år.

I januar i år lød tallet samlet set på 10 sager.

- Vi oplever, at de unge oplever en høj grad af skam, skyld og flovhed, og at de er meget ubekvemme ved at tale om det, siger Malene Morsing og understreger, at det derfor er vigtigt at hjælpe dem.

Det er ifølge banken særligt drenge og unge mænd, som i stigende grad udsættes for afpresning af kriminelle, der har narret dem til at dele nøgenbilleder eller -videoer for derefter at blive truet til at betale penge.

De trues med, at deres billeder eller videoer vil blive sendt til venner og familie, hvis de ikke overfører pengene.

- Vi skal have dem (de unge, red.) ud af det, fordi svindlerne er så kyniske, at de ikke stopper, selv om de får penge, siger Malene Morsing.

Banken henviser til råd fra Red Barnets SletDet Rådgivning, som hjælper børn, der henvender sig om ubehagelige oplevelser på nettet og digitale krænkelser.

Det gælder, at man ikke skal give afpresseren, hvad vedkommende efterspørger, da afpresseren oftest vil kræve mere.

Derudover skal man gemme beviser som screenshots af trusler og afpresserens brugernavn, så det kan anmeldes til sociale medier og politiet, så materialet kan fjernes og sagen efterforskes.

Man skal stoppe kontakten med afpresseren og blokere brugeren.

Malene Morsing henviser også særligt til, at voksne skal lytte og hjælpe de unge.

- Det her kan ske for rigtig mange unge mennesker, så der er ingen grund til at dømme dem, siger hun.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT