Danmark føler sig rustet til mentalt svendestykke
Danmark har ikke slået Norge i en afgørende slutrundekamp siden 2002. EM-finalen bliver en mental prøvelse.
I 2022 slog Danmarks håndboldkvinder den onde ånd fra Norge i EM's mellemrunde. Men da var begge hold allerede videre til semifinalerne.Da de stødte sammen igen i finalen i turneringen, tog Norge sejren, på trods af at Danmark førte til sent i kampen. Dermed har Danmark stadig ikke slået Norge i en afgørende kamp siden EM-finalen i 2002.
Af samme årsag bliver det en mental prøvelse af de helt store, som venter Danmark i søndagens EM-finale i Wien, men danskerne føler ikke, de mange nederlag kommer til at spille ind.
- Vi snakker mest om, at nu skal vi tage dem. Der er en stor ro på holdet og en stor tro på, at det godt kan lade sig gøre, fortæller den erfarne målvogter Sandra Toft, som har spillet mange kampe mod Norge gennem årene.
Gennem hele turneringen har landstræner Jesper Jensen prædiket, at han aldrig har haft en trup, som var mere rolig, på trods af at skader, sygdom og uheld har regnet ned over holdet undervejs ved EM.
Han har fornemmet en anderledes tro på egne evner end tidligere, og ifølge Mette Tranborg står holdet også mentalt bedre rustet, fordi man har taget et nyt syn på de bedste modstandere - inklusive arvefjenden i Norden.
- Nu har vi i mange år sat Norge op på en piedestal. Med god grund, for de har været ekstremt gode, lyder det fra den stærke forsvarsspiller og højreback.
- Men vi har selv lidt været med til at skabe den fortælling om, at man ikke kan slå Norge. Det gør vi ikke mere. Og jo mere vi selv tror på det, og jo mere det faktisk sidder inde i os, at vi godt kan, jo mere mod skaber det hos os.
Landstræner Jesper Jensen skal derfor overveje, hvor meget han vi bruge kræfter på at snakke om tidligere kampe mod nordmændene og læring fra de mange nederlag.
- Det er jo elefanten i rummet, men man kan også bare lade det fare. Jeg tror, at vi er et sted nu, hvor vi er ret rolige til at gå ind og spille mod Norge, lyder det fra ham.
Finalen spilles søndag klokken 18 i Wien.
/ritzau/