Danmark afmonterede hemmeligholdt kroatisk våben
Kroatien startede med en spiller, Danmark ingen video havde på, men det løste holdet flot, siger landstræner.
Man kan forberede sig nok så godt på en modstander, men hvis modstanderen sætter helt andre spillere ind end normalt, så kan det give noget forvirring.Det forsøgte Kroatien at møde Danmark med i fredagens EM-åbning. For på venstre back startede kroaterne med Tina Barisic. En spiller, som havde spillet nul minutter i de tre kampe, som Danmark havde video på af kroaterne.
Men den overraskelse løste de danske spillere fornemt i 34-28-sejren ifølge landstræner Jesper Jensen.
- Deres tre seneste kampe har de holdt helt under radaren, så det seneste video, vi havde af dem, var tilbage fra april. Det er lidt specielt til en EM-åbning, og der er bare nogle andre faktorer i spil, siger Jesper Jensen.
Men holdet og målvogter Anna Kristensen fik hurtigt tunet sig ind på den lidt ubekendte modstander.
Mest af alt var det faktisk nogle danske afbrændere på straffekast og tomt mål, som gjorde, at kampen ikke næsten allerede var knækket ved pausen. Det endte dog som en god mental oplevelse for holdet.
- Jeg er egentlig glad for måden, det hele udviklede sig på. Vi stod i pausen og var lidt ærgerlige over, at vi ikke havde været lidt mere kyniske. Vi kunne let have ført med fem, seks eller syv mål, lyder det fra landstræneren.
- Så havde jeg været mere rolig i pausen, men jeg synes alligevel, at der var en god ro på holdet.
Playmaker Helena Elver beviste, at hun er i storform for tiden. Hun spillede en flot kamp i det danske angreb, og i tråd med landstrænerens ros mener hun også, at holdet beviste, at man overkomme det meste.
- Jeg synes, at vi er omstillingsparate. Vi havde ikke super meget video på Kroatien, så det blev lidt noget med at lære af kampen. At forsøge at udnytte de situationer, som vi så fik snakket om undervejs, siger Elver.
- Det synes jeg, at vi udførte til punkt og prikke i anden halvleg. Jeg synes, at vi rettede ind og arbejdede godt med de ting, som vi snakkede om i løbet af første halvleg.
Danmarks næste kamp ved EM er søndag, hvor værterne fra Schweiz venter. Schweiz åbnede med en sejr på 28-25 over Færøerne.
/ritzau/