Bo Henriksen tildeler Bayern første liganederlag i sæsonen
Bayern München rendte lørdag ind i sæsonens første bundesliganederlag, da Bo Henriksens Mainz vandt 2-1.
Danske Bo Henriksen tog lørdag en stor skalp som bundesligatræner, da hans Mainz-hold på eget græs vandt 2-1 over ligaens duks, Bayern München.Den danske cheftræner havde indstillet sit mandskab fremragende, og det gæstende tophold, der inden mødet endnu havde sæsonens første liganederlag til gode, kæmpede kampen igennem med spillet.
Mainz stod solidt i den defensive organisation, og indtil Bayern Münchens reducering få minutter før tid skabte topholdet ikke mange store chancer.
Sejren var endnu en i rækken for Mainz, der er godt kørende for tiden. Holdet har vundet fire af de fem seneste bundesligakampe og begynder at snuse til de europæiske pladser.
Mens Mainz' defensiv stod godt i første halvleg, bankede værterne også flere gange på i den anden ende, og fem minutter før pausen var der gevinst.
Efter en afretning endte bolden lidt tilfældigt hos Lee Jae-sung, der passerede Daniel Peretz i Bayern München-målet.
I anden halvleg kom gæsterne længere frem på banen. Det rokkede dog ikke ved, at et selvtillidsfyldt Mainz-mandskab holdt Bayern fra fadet.
Samtidig viste værterne fortsat tænder offensivt. Efter en times spil blev føringen fordoblet, da Lee Jae-sung fandt vej til netmaskerne for anden gang i kampen.
Et fladt indlæg endte i fødderne på sydkoreaneren, der flot vendte rundt og på ny viste kynisme foran kassen.
Derfra blev Bayern-overtaget tungere, og få minutter før tid endte bolden tilfældigt hos Leroy Sané, der sparkede spænding ind i opgøret.
Det blev dog kun ved spændingen. Mainz stod godt imod i slutminutterne og tildelte altså Bayern sæsonens første liganederlag.
Andetsteds i Bundesligaen havde Bo Henriksens danske trænerkollega ikke samme succes.
Jess Thorup tabte med Augsburg 0-2 på hjemmebane til Bayer Leverkusen, der med sejren bragte afstanden til Bayern i toppen ned på fire point.
/ritzau/