Aalborg Håndbold booker billet til pokalsemifinale

18. DEC 2024 • 22:21SPORT

Skjern ydede god modstand i første halvleg mod Aalborg, der endte med at tage en komfortabel sejr i pokalen.

Som det sidste af fire hold indløste Aalborgs håndboldherrer billet til semifinalerne i den danske pokalturnering.

Det skete med en 31-25-sejr hjemme over Skjern, som længe ellers var godt med i onsdagens opgør.

De øvrige hold, der er klar til Final 4-stævnet i februar, er Sønderjyske, Bjerringbro-Silkeborg og Grindsted.

I første halvleg kom Skjern bedst fra start og udnyttede, at Aalborgs forsvar stod meget langt tilbage.

Især Skjerns bagspiller Noah Gaudin scorede flittigt i starten af kampen, og flere gange var udeholdet foran med fire mål.

Aalborg ændrede dog taktik i defensiven og kom til at stå mere kompakt, og det hjalp Niklas Landin i målet.

Landin tog fra i målet, og Aalborg fik kontakt igen, og det stod 13-13 ved pausen.

Aalborg kom for første gang foran i kampen i starten af anden halvleg ved først 15-14 og siden 16-14.

Derfra havde Skjern det vanskeligt, og Aalborg oparbejdede en føring på 22-18.

Især Aalborgs Jack Thurin og Thomas Arnoldsen spillede godt i offensiven med hyppige scoringer.

Thurin blev kampens delte topscorer med otte mål sammen med udeholdets velspillende Gaudin.

Sejren blev bare større mod slutningen, og til sidst virkede Skjern-spillerne opgivende.

Efter pokalkampen i Aalborg blev der trukket lod til turneringens semifinaler, og det var Niklas Landin, der trak navnene op af bowlen.

Udfaldet blev, at Sønderjyske skal møde Aalborg, mens oprykkerne fra Grindsted tørner sammen med Bjerringbro-Silkeborg.

Final 4-stævnet spilles i Herning 15. og 16. februar.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT