Tidligere tilbageholdt iransk skib har forladt Aarhus Bugt
Efter mere end en uge i Aarhus Bugt har et tidligere tilbageholdt iransk containerskib kurs mod Kalundborg.
Det iranske containerskib "Nora", der har været tilbageholdt af danske myndigheder siden februar, sejler tilsyneladende igen og har forladt Aarhus Bugt.Det fremgår af sporingstjenesten Vesselfinder.
Cirka klokken 10.50 kan man se, at skibet nu sejler øst for Samsø med kurs mod den nordvestlige del af Sjælland, og på Vesselfinder fremgår det, at skibet har kurs mod Kalundborg.
National enhed for Særlige Kriminalitet (NSK) ønsker ikke at udtale sig om sagen.
- Det eneste, vi kan sige, er, at der fortsat er en politiforretning i gang, udtaler NSK's presseafdeling til TV 2 Østjylland.
Ritzau har kontaktet Kalundborg Havn for at høre mere om omstændighederne. Kalundborg Havn ønsker heller ikke at udtale sig om sagen og henviser til NSK.
Sagen med det iranske containerskib i dansk farvand startede 19. februar. Her kunne Søfartsstyrelsen bekræfte over for TV 2, at den havde tilbageholdt et iransk containerskib, der lå for anker øst for Ålbæk i det nordligste Jylland.
Dengang lød det fra styrelsen, at skibet blev tilbageholdt, fordi det ikke var korrekt registreret.
Ifølge TV 2 skiftede skibet inden tilbageholdelsen navn fra "Cerus" til "Nora" og skiftede samtidig fra at sejle under comorisk til iransk flag.
5. marts blev det så meldt ud, at NSK havde tvunget skibet ind i Aarhus Havn for at blive ransaget. NSK ønskede ikke at udtale sig nærmere om omstændigheder.
På Vesselfinder fremgik det, at skibet senest havde været i havn i Sankt Petersborg i Rusland, 48 dage inden NSK tvang skibet ind i Aarhus Havn 5. marts.
Ifølge dokumenter fra USA's finansministerium er skibet omfattet af internationale sanktioner, og skibet har forbindelser til Dubai-rederiet Reel Shipping LLC.
Rederiet er kontrolleret af Mohammad Hossein Shamkhani, som er søn af Ali Shamkhani, der frem til sin død 28. februar var iransk topembedsmand og rådgiver for ayatollahen.
Ligesom ayatollah Khamenei blev Ali Shamkhani dræbt i USA's og Israels angreb i Iran, som blev indledt lørdag den 28. februar.
/ritzau/
