Mesterlære for skoletrætte elever kæmper med at få fodfæste
Tilbud om juniormesterlære har ikke fået den forventede tilslutning, fremgår det af analyse fra SMVDanmark.
Det er ikke kommet så mange elever i juniormesterlære som forventet.Det fremgår af en analyse fra erhvervsorganisationen SMVDanmark.
Juniormesterlære er en ordning, der trådte i kraft sidste år, hvor elever i 8. og 9. klasse kan være i praktik nogle dage om ugen hos virksomheder i stedet for i klasselokalet.
Tilbuddet er især tiltænkt skoletrætte elever, der kæmper med motivationen.
Ved lanceringen var forventningen i Børne- og Undervisningsministeriet, at fem procent af eleverne på en årgang ville gå i juniormesterlære.
Men under tre procent er ifølge SMVDanmark kommet med i ordningen.
I 39 ud af 98 kommuner er under to procent af eleverne ifølge analysen med i ordningen, og fem kommuner har slet ingen elever i juniormesterlære.
Analysen viser også, at der er store geografiske forskelle i tilslutningen.
I hovedstads- og storbykommuner er deltagelsen generelt lav. For eksempel er 0,3 procent af årgangen tilmeldt juniormesterlære i København og Aarhus kommuner.
Omvendt er større tilslutning til ordningen i land- og oplandskommuner.
Lolland og Langeland topper med over 12 procent af årgangen tilmeldt juniormesterlære.
Uddannelseschef i SMVDanmark Kasper Munk Rasmussen mener, at kommunerne generelt gør for lidt for at gøre opmærksom på tilbuddet.
- Tallene viser tydeligt, hvor vigtigt det er, at den enkelte kommune tager ejerskab over ordningen.
- Hvis man ikke lokalt sørger for, at elever, forældre og virksomheder kender til muligheden, så sker der ingenting, siger han i meddelelsen.
Han mener, at kommunerne skal gøre en "mere systematisk" indsats for at øge kendskabet til juniormesterlære.
- Alle elever og forældre bør introduceres til ordningen allerede i 7. klasse, og der bør være en tydelig kontaktperson i kommunen eller på skolen, som kan hjælpe virksomheder og elever i gang, siger Kasper Munk Rasmussen.
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) sendte i efteråret et brev til landets kommuner for at gøre dem opmærksom på ordningen og opfordre dem til at bruge den.
/ritzau/
