Billing kan få superligadebut på Brøndby Stadion

31. AUG 2025 • 10:49SPORT

Nyindkøbte Philip Billing er med i FC Midtjyllands trup til topkampen mod Brøndby.

FC Midtjylland kan give debut til et klubbens mest markante indkøb nogensinde, når holdet gæster Brøndby Stadion til topkamp i Superligaen søndag aften.

Helt som ventet er Philip Billing med i den 20-mandstrup, som midtjyderne har udtaget til kampen.

Midtbanespilleren, der har optrådt fem gange på det danske landshold, blev tidligere på ugen hentet til Herning fra Bournemouth på en femårig aftale.

Backen Kevin Mbabu glæder sig til at spille sammen med sin nye holdkammerat.

- Allerede fra vi gav hånd første gang, var der bare noget, som klikkede. Vi har haft gode snakke, og vi minder meget om hinanden. Vi har også talt om vores tid i Premier League - det er en erfaring, vi begge kan bringe ind på banen.

- Det er vigtigt at have en ledertype mere på holdet, og jeg tror, det kan blive en styrke for os, siger Mbabu til FC Midtjyllands hjemmeside.

Både FC Midtjylland og Brøndby har hentet 12 point i de første seks kampe i Superligaen.

Kampen, der begynder klokken 20, bliver den sidste med Thomas Thomasberg på sidelinjen for midtjyderne.

Klubben meddelte fredag, at man ophævede samarbejdet med den 50-årige træner og vil i den kommende uge præsentere hans afløser.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT