37-årige Robert Lewandowski fortsætter karrieren i Chicago Fire efter fire sæsoner hos FC Barcelona.
Den polske stjerneangriber Robert Lewandowski har nu fodboldfremtiden på plads.Den amerikanske MLS-klub Chicago Fire oplyser på sin hjemmeside, at man har skrevet kontrakt med den 37-årige målræv.
Lewandowski har fået en kontrakt gældende for to sæsoner.
Polakken tager turen over Atlanterhavet efter fire sæsoner hos FC Barcelona, hvor det er blevet til tre spanske mesterskaber og en pokaltitel.
- Hans ankomst forstærker vores ambition om at kunne spille med om trofæer og hæver klubbens standarder til højder, der er værdige for denne by, siger fodbolddirektør og cheftræner i klubben, Gregg Berhalter, til hjemmesiden.
- Vi kan ikke vente med at komme til at arbejde med ham og lade Chicago opleve på første hånd, hvorfor han er blandt de mest velansete sportsikoner i verden.
Robert Lewandowski er en af sin generations mest målfarlige angribere, og han har banket mål ind i storklubber som Borussia Dortmund, Bayern München og FC Barcelona.
Før det spillede han for Znicz Pruszkow og Lech Poznan i hjemlandet.
I alt er det foreløbig blevet til 869 klubkampe på tværs af de fem klubber. I dem har skarpretteren scoret 629 mål og assisteret ved 159 andre scoringer.
På det polske landshold er det blevet til 89 mål i 167 kampe.
På cv'et står også en Champions League-titel samt en triumf ved klub-VM med Bayern München.
Med samme klub vandt han otte tyske mesterskaber.
Før det vandt han to mesterskaber med Dortmund.
/ritzau/