Et skyderi fandt mandag sted ved et opholdssted for mødre og børn i den tyske by Stade vest for Hamburg.
En 45-årig mand er mistænkt for at stå bag et dødeligt skyderi i Tyskland mandag, hvor seks personer blev dræbt.Det oplyser landets politi på et pressemøde mandag aften, skriver Reuters.
Flere personer er desuden blevet såret.
Politiet oplyser desuden ifølge Der Spiegel, at den mistænkte i skyderiet var indblandet i en forældremyndighedsstrid vedrørende sin tre måneder gamle datter, og peger på det som et muligt motiv.
Skyderiet fandt sted ved en ungdomsforsorg, der ligeledes har et opholdssted for mødre og børn i den tyske by Stade vest for Hamburg.
Både moren og barnet til den formodede gerningsmand befandt sig på opholdsstedet, men blev ikke skadet.
De dræbte var ifølge politiet fire kvinder og to mænd, der alle arbejdede der.
Politiet oplyser, at den mistænkte er en tysk statsborger med tyrkiske rødder, som er i forvejen er kendt af politiet, lyder det ifølge Bild.
Manden er dog ikke kendt for voldelige lovovertrædelser.
Områdets indenrigsminister, Daniela Behrens, beskriver ifølge det tyske nyhedsbureau dpa drabene som "koldblodige" på en pressekonference.
Politiet i Lüneburg skrev kort efter klokken 13.30 mandag på X, at der var en politiaktion i gang på Dankersstraße i Stade.
Politiet opfordrede folk til at undgå området.
Der bor omkring 50.000 mennesker i Stade.
Byen ligger i det nordlige Tyskland lidt over 30 kilometer vest for Hamburg.
Tidligere på dagen lød det, at i alt tre personer var blevet anholdt, herunder den mistænkte skytte, en kvinde og en tredje person.
De to andres rolle i sagen er endnu uklar.
Masseskyderier er sjældne i Tyskland - især sammenlignet med USA, skriver AFP.
/ritzau/